Når drømme brister...
Før sæsonen startede var mavefornemmelsen, at I år kunne blive noget helt særligt. Det lignede få afgange (dog vigtige spillere), men erstatningerne var der allerede og at de mange minutter til den brede masse ville flytte os længere frem i bussen.
Kofod, Kian, Døhr, Villadsen, Frese, Diomande & Vindahl supporteret af alle dem der stod lige foran deres gennembrud. Samtidig var den ene store profil efter den anden blevet revet ud af de øvrige tophold. Det lignede for mange en genopbygningssæson.
Og så var der vandrørende, når man bankede på dem, så lød det som om der kom profiler ind i af, fra den helt store scene. Med mantraet om retten til at drømme, var det nærliggende at tænke at i år skulle være særligt. Sæsonen kom dog hårdt igang.
2 kampe 1 point og følelsen var at holdet var til mere, hvis vi bare konverterede egne chancer bedre. For defensiven så faktisk bedre ud end den har gjort i lang tid.
3 Kampe senere så defensiven endnu stærkere ud. SJE, OB og BIF producerede i store perioder intet mod os og selvom at offensiven stadig haltede, så tænkte man at det her kunne blive en af de år, hvor man ville tænke tilbage på en defensiv som ledte tankerne henmod fortidens bolværk med Bjelland og Okore. Men måske så farver resultater oplevelsen, var det ikke noget med at man skulle bruge et straffe mod OB på at komme igang? Og var der alligevel ikke tilpas mange marginaler mod BIF?
BIF blev i hvert fald Vindahls farvel. Om de marginaler forsvandt med ham, eller om hele vores defensiv blot hvilede på en lang række tilfældigheder det ved jeg sgu stadig ikke.
Vi slog stadig Vejle i den efterfølgende kamp, men primært fordi vi ikke mødte et hold der var Superligaen værdigt. Men allerede her, kom de første revner i det nyligt fundne bolværk. Et enormt nemt mål til Vejle skabte usikkerhed vil jeg vove og påstå har siddet i forsvaret lige siden.
Og de offensive problemstillinger var stadig ikke løst.
Det blev demonstreret da vi runden efter tabte fortjent til Aab. Centerforsvarsspilleren Maxwell skiftet ind som tankangriber i det 85. minut for offensiven kunne ikke dirke Aab op. Desperate times calls for desperate measures.
Bolværket var iøvrigt ingen steder at se den dag.
Derefter hed den ude i Herning. Spillet boblede i store perioder men vi konverterede ikke og ja så skete det igen 2 kæmpe personlige fejl resulterede endnu et nederlag. Oplevelsen var dog at det liiiige var det sidste vi manglede. Little did I know.
Og vi står vi så her yderligere 3 kampe senere. 12 mål imod på 19 skud på mål og nej det er ikke fordi at vi har været uheldige. Vi har slet og ret forsvaret så langt under Superligastandard at det gør helt ondt i fodboldsjælen. Læg dertil at offensiven stadig ikke ruller...
Måske var mine forventninger bare for høje, måske overvurderede FCN materialet i truppen men med AGF og BIF bag sig, er det nok på sin plads at være skeptisk anlagt om man når sin målsætning i år.
Lad mig sige det som det er:
Jeg drømmer om mere.
Før sæsonen startede var mavefornemmelsen, at I år kunne blive noget helt særligt. Det lignede få afgange (dog vigtige spillere), men erstatningerne var der allerede og at de mange minutter til den brede masse ville flytte os længere frem i bussen.
Kofod, Kian, Døhr, Villadsen, Frese, Diomande & Vindahl supporteret af alle dem der stod lige foran deres gennembrud. Samtidig var den ene store profil efter den anden blevet revet ud af de øvrige tophold. Det lignede for mange en genopbygningssæson.
Og så var der vandrørende, når man bankede på dem, så lød det som om der kom profiler ind i af, fra den helt store scene. Med mantraet om retten til at drømme, var det nærliggende at tænke at i år skulle være særligt. Sæsonen kom dog hårdt igang.
2 kampe 1 point og følelsen var at holdet var til mere, hvis vi bare konverterede egne chancer bedre. For defensiven så faktisk bedre ud end den har gjort i lang tid.
3 Kampe senere så defensiven endnu stærkere ud. SJE, OB og BIF producerede i store perioder intet mod os og selvom at offensiven stadig haltede, så tænkte man at det her kunne blive en af de år, hvor man ville tænke tilbage på en defensiv som ledte tankerne henmod fortidens bolværk med Bjelland og Okore. Men måske så farver resultater oplevelsen, var det ikke noget med at man skulle bruge et straffe mod OB på at komme igang? Og var der alligevel ikke tilpas mange marginaler mod BIF?
BIF blev i hvert fald Vindahls farvel. Om de marginaler forsvandt med ham, eller om hele vores defensiv blot hvilede på en lang række tilfældigheder det ved jeg sgu stadig ikke.
Vi slog stadig Vejle i den efterfølgende kamp, men primært fordi vi ikke mødte et hold der var Superligaen værdigt. Men allerede her, kom de første revner i det nyligt fundne bolværk. Et enormt nemt mål til Vejle skabte usikkerhed vil jeg vove og påstå har siddet i forsvaret lige siden.
Og de offensive problemstillinger var stadig ikke løst.
Det blev demonstreret da vi runden efter tabte fortjent til Aab. Centerforsvarsspilleren Maxwell skiftet ind som tankangriber i det 85. minut for offensiven kunne ikke dirke Aab op. Desperate times calls for desperate measures.
Bolværket var iøvrigt ingen steder at se den dag.
Derefter hed den ude i Herning. Spillet boblede i store perioder men vi konverterede ikke og ja så skete det igen 2 kæmpe personlige fejl resulterede endnu et nederlag. Oplevelsen var dog at det liiiige var det sidste vi manglede. Little did I know.
Og vi står vi så her yderligere 3 kampe senere. 12 mål imod på 19 skud på mål og nej det er ikke fordi at vi har været uheldige. Vi har slet og ret forsvaret så langt under Superligastandard at det gør helt ondt i fodboldsjælen. Læg dertil at offensiven stadig ikke ruller...
Måske var mine forventninger bare for høje, måske overvurderede FCN materialet i truppen men med AGF og BIF bag sig, er det nok på sin plads at være skeptisk anlagt om man når sin målsætning i år.
Lad mig sige det som det er:
Jeg drømmer om mere.