A/S Olsen solgt for formentlig 45 mio. Ærgerligt, at vi ikke kunne have beholdt ham et år mere. Så kan man håbe, at FCN har lært lektien og husker at få forlænget kontrakter i tide, så man kan holde lidt længere på spillerne. Det tyder umiddelbart på det. Jan Lauersen udtaler til fcn.dk:
...og glæder os samtidigt over at transferen giver os mulighed for at lave yderligere investeringer på såvel faciliteter som på spillersiden – herunder ikke mindst forlængelser af vores mange dygtige spillere.
FCN er begyndt at hemmeligholde kontraktlængder i en del tilfælde, men nogle er dog officielle. De pt. mest oplagte salgsobjekter Kofoed, Damsgaard, Amon har alle kontrakt til 07.2022 mens kontraktlængden med Kudus ikke kendes. Godsway har kun kontrakt til 07.2021 og Mathias Rasmussen kun til 07.2020. Alle de nyoprykkede spilleres kontraktlængder kendes ikke, men man kunne da formode at kontraktforlængelser med Antman, Abu Francis, Atanga, Kudus var noget af det der kunne investeres i. Personligt så jeg også gerne en kontraktforlængelse med Damsgaard og Rasmussen.
Når der forlænges er det formentlig til væsentlig dyrere kontrakter hvor Kofoed, Damsgaard, Amon formentlig hæver omkring 60.000 pr. måned. Mathias Rasmussen ca. 75.000. I alle tilfældene skal man formentlig op på +100.000 for en forlængelse.
Transfermarkt oplyser iøvrigt at Kian Hansens kontrakt løber til 31.12 2021 - altså 2½ år. Hvis han eksempelvis får 150.000 pr. måned (måske endda 200.000) så belaster han lønbudgettet med kr. 4,6 - 5,2 mio. årligt når man lægger transferbeløbet på 7 mio. oveni. Det svarer til ca. 15% af det samlede lønbudget til superligatruppen i FCN der ifølge Tipsbladet pt. udgør ca. 30 mio. årligt.
Umiddelbart vil jeg ikke forvente at FCN vil skrue meget mere end 10-12 mio. op for lønbudgettet i denne omgang. Med i ligningen skal man huske på Hjulmands afgang. Han skulle efter sigende have haft en hyre på +3 mio. årligt. Bartolec belastede også lønbudgettet væsentlig idet der var betalt en transfer på ca. 4,5 mio. for ham der skulle afskrives over kontraktperioden. Dermed burde der være råd til at tilbyde en del forlængelser på markedsvilkår samt generelt lidt mere konkurrencedygtige kontrakter.
Forhåbentlig betyder dette at FCN nu ikke bare "talk the talk" men også "walk the walk" og begynder at tilbyde mere konkurrencedygtige kontrakter med længere kontraktperioder som man har meldt ud. Dermed burde FCN også kunne kravle lidt længere op i tabellen. Dermed måske begynde at tænke europæisk fodbold lidt oftere. Hvilket vil tiltrække flere tilskuere, flere sponsorer etc. og forhåbentlig være en opadgående spiral.
God udmelding fra Lauersen, som har været ventet længe.