Ang. artiklen i Information.
Uden at lommefilosofere for meget over, hvorfor så mange elsker fodbold så inderligt, handler det nok en hel del om fortællinger og autenticitet. At være fan er at høre til, at »være en del af noget større«, som DBU’s ulidelige slogan lyder. Idealet er selvfølgelig, at den klub, man holder med, også står for noget, man mener at kunne spejle sig i.
Hvis man ikke mener, at FCN som en klub der giver flest unge spillere chancen, har landets bedste talentudvikling, giver unge i Afrika muligheden for at drømme samt skolegang og mulighed for universitetsstudier i USA - vel at mærke som en non-profit organisation der ikke trækker penge ud men investerer dem til gavn for endnu flere unge - er en del af noget større man kan spejle sig i. Ja, så er der noget galt med ens værdier. Og så er der ikke en gang nævnt kvindefodbolden.
At Brixtofte fiflede kan ikke diskuteres. Det var ganske vist for at gøre Farum til et sportsmekka og derigennem løse mange sociale problemer - men lovligt var det godt nok ikke og Farum BK måtte derfor enten lade superligaholdet gå konkurs el. overlade licensen til AKP.
OM AKP hedder det:
at han på et tidspunkt solgte klubben alt for billigt til sig selv og derfor blev dømt i Højesteret til at betale ti millioner kroner i erstatning.
På baggrund af rådgivning fra sine banker valgte AKP lige inden Finanskrisen at udskille "underholdningsdelen" af sin virksomhed i et selvstændigt selskab. Kort tid efter ramte finanskrisen og AKP´s selskaber uden for "underholdningsdelen" gik konkurs. Selvfølgelig forsøgte kreditorerne at se om der var noget at komme efter i "underholdningsdelen". Det viste sig at der var to forhold. FCN havde taget et krav fra Farum Kommune med der krævede ca. 4 mio. i ekstraleje. Det endte med at kravet blev erklæret ugyldigt og derfor skulle FCN betale det tilbage. En fornyet værdifastsættelse af truppen viste at den var 6 mio. mere værd end man i den interne handel havde vurderet den til. Derfor blev AKP dømt til at tilbagebetale 10 mio. (kreditorerne havde krævet omkring 100 mio.). AKP blev ikke dømt for at have gjort noget kriminelt. Han blev heller ikke straffet for at have gjort noget kriminelt. Retten vurderede at man havde foretaget en unøjagtig prisfastsættelse af truppen og da Farum Kommune senere trak sit krav tilbage skulle dette også tilbagebetales.
Om Right to Dream hedder det:
I 2018 lagde en række artikler i Politiken imidlertid lidt til den fortælling. Flere tidligere spillere stod frem og fortalte om brutale forhold på akademier. Drengene blev slået med en stok, sagde de, og straffet ved at knæle under den bagende sol i timevis. Right To Dream afviste anklagerne.
En tidligere ledende medarbejder blev fyret fra RTD, bl.a. pga. at han afstraffede elever fysisk. Han overtog i den forbindelse en 2. div. klub i Ghana og slog sig sammen med en medarbejder i det ghanesiske fodboldfobund og en sportsblogger (samt en 4. hvis identitet jeg ikke kender). Disse bestak sig under en ungdomslandsholdssamling adgang til en række RTD-spillere og fik dem - mod lovning af guld og grønne skove - overtalt til at lade de 4 repræsentere sig. Bl.a. købte de af den enes forældre, forældremyndigheden over en af spillerne og kunne således træffe beslutninger på hans vegne. En anden spiller var Collins Tanor der ikke var slået til i FCN som også stillede op, mod at de fire lovede ham prøvetræninger i et par klubber.
De fire bombarderede så diverse medier i Ghana med historier om mishandling af elever. Her var der dog ingen medier der bed på krogen. Ved en tilfældighed havnede deres beskyldninger så hos Politiken der valgte at trykke dem. Til trods for at RTD og FCN tilbageviste beskyldninger - bl.a. havde de også opsøgt tidligere pigeelever og tilbudt dem penge mod de ville fortælle historier om seksuelle overgreb.
I Ghana afbrød fodboldforbundet samarbejdet med de spillere der nu var repræsenteret af det kriminelle netværk. Politiken nægtede at dementere og henviste i stedet til at de blot havde viderebragt historier fra fire personer der med navns nævnelse var stået frem og havde fortalt nogle historier. Dermed måtte kritikken rettes mod eleverne og ikke Politiken (som dog så valgte ikke at skrive mere om historierne).
Om samarbejdet med Manchester City hedder det:
Afrikanske drenge er brikker i et hemmeligt millionspil mellem Manchester City og FC Nordsjællands akademi
RTD indgik ganske rigtig en sponsoraftale med City og en samarbejdsaftale med City som ligner den som RTD i dag har med FCN. Desværre levede City ikke op til aftalen og RTD-eleverne blev blot masseudlejet uden nævneværdig succes. Derfor valgte RTD at købe FCN og indgå en bindende aftale og derefter opsige samarbejdet med City i utide.
Om FCN´s nye ejere hedder det:
en majoritet af klubben i 2021 solgt til en egyptisk milliardær ved navn Mohamed Mansour, som ud over at være tidligere minister i en af diktatoren Hoshni Mubaraks regeringer også ad flere omgange har måttet forsvare sig mod relativt overbevisende anklager om korruption
Mohamed Mansour er blevet frikendt ved Egyptens svar på byret, landsret og højesteret for anklagerne. Mohamed Mansour har ganske rigtig været transportminister i en kort periode under Mubarak, men blev fyret herfra - officielt pga. en togulykke men reelt fordi Mohamed Mansour modarbejdede korruptionen under Mubarak.
Jeg mener altså at kronikøren har fat i den gale ende. Til gengæld har FCN eddermaneme fuldstændig fejlet i sin kommunikation når en tidligere fan kan have dette billede af klubben og her er godt nok noget at rette op på. Desværre er det jo også et billede som mange andre fans har og FCN har fejlet eklatent når det ikke lykkes at imødegå sådanne vrangforestillinger.
Det er dog ikke så lidt af en opgave som en enkeltstående klub at imødegå en kampagne fra en stor landsdækkende avis. Det virker dog til, at FCN har ment at hvis man blot holdt op med at tale om sagen gik den nok i glemmebogen. Desværre bliver den jo så hevet frem igen og pt. rigtig flittig delt på primært Twitter.
Uden at lommefilosofere for meget over, hvorfor så mange elsker fodbold så inderligt, handler det nok en hel del om fortællinger og autenticitet. At være fan er at høre til, at »være en del af noget større«, som DBU’s ulidelige slogan lyder. Idealet er selvfølgelig, at den klub, man holder med, også står for noget, man mener at kunne spejle sig i.
Hvis man ikke mener, at FCN som en klub der giver flest unge spillere chancen, har landets bedste talentudvikling, giver unge i Afrika muligheden for at drømme samt skolegang og mulighed for universitetsstudier i USA - vel at mærke som en non-profit organisation der ikke trækker penge ud men investerer dem til gavn for endnu flere unge - er en del af noget større man kan spejle sig i. Ja, så er der noget galt med ens værdier. Og så er der ikke en gang nævnt kvindefodbolden.
At Brixtofte fiflede kan ikke diskuteres. Det var ganske vist for at gøre Farum til et sportsmekka og derigennem løse mange sociale problemer - men lovligt var det godt nok ikke og Farum BK måtte derfor enten lade superligaholdet gå konkurs el. overlade licensen til AKP.
OM AKP hedder det:
at han på et tidspunkt solgte klubben alt for billigt til sig selv og derfor blev dømt i Højesteret til at betale ti millioner kroner i erstatning.
På baggrund af rådgivning fra sine banker valgte AKP lige inden Finanskrisen at udskille "underholdningsdelen" af sin virksomhed i et selvstændigt selskab. Kort tid efter ramte finanskrisen og AKP´s selskaber uden for "underholdningsdelen" gik konkurs. Selvfølgelig forsøgte kreditorerne at se om der var noget at komme efter i "underholdningsdelen". Det viste sig at der var to forhold. FCN havde taget et krav fra Farum Kommune med der krævede ca. 4 mio. i ekstraleje. Det endte med at kravet blev erklæret ugyldigt og derfor skulle FCN betale det tilbage. En fornyet værdifastsættelse af truppen viste at den var 6 mio. mere værd end man i den interne handel havde vurderet den til. Derfor blev AKP dømt til at tilbagebetale 10 mio. (kreditorerne havde krævet omkring 100 mio.). AKP blev ikke dømt for at have gjort noget kriminelt. Han blev heller ikke straffet for at have gjort noget kriminelt. Retten vurderede at man havde foretaget en unøjagtig prisfastsættelse af truppen og da Farum Kommune senere trak sit krav tilbage skulle dette også tilbagebetales.
Om Right to Dream hedder det:
I 2018 lagde en række artikler i Politiken imidlertid lidt til den fortælling. Flere tidligere spillere stod frem og fortalte om brutale forhold på akademier. Drengene blev slået med en stok, sagde de, og straffet ved at knæle under den bagende sol i timevis. Right To Dream afviste anklagerne.
En tidligere ledende medarbejder blev fyret fra RTD, bl.a. pga. at han afstraffede elever fysisk. Han overtog i den forbindelse en 2. div. klub i Ghana og slog sig sammen med en medarbejder i det ghanesiske fodboldfobund og en sportsblogger (samt en 4. hvis identitet jeg ikke kender). Disse bestak sig under en ungdomslandsholdssamling adgang til en række RTD-spillere og fik dem - mod lovning af guld og grønne skove - overtalt til at lade de 4 repræsentere sig. Bl.a. købte de af den enes forældre, forældremyndigheden over en af spillerne og kunne således træffe beslutninger på hans vegne. En anden spiller var Collins Tanor der ikke var slået til i FCN som også stillede op, mod at de fire lovede ham prøvetræninger i et par klubber.
De fire bombarderede så diverse medier i Ghana med historier om mishandling af elever. Her var der dog ingen medier der bed på krogen. Ved en tilfældighed havnede deres beskyldninger så hos Politiken der valgte at trykke dem. Til trods for at RTD og FCN tilbageviste beskyldninger - bl.a. havde de også opsøgt tidligere pigeelever og tilbudt dem penge mod de ville fortælle historier om seksuelle overgreb.
I Ghana afbrød fodboldforbundet samarbejdet med de spillere der nu var repræsenteret af det kriminelle netværk. Politiken nægtede at dementere og henviste i stedet til at de blot havde viderebragt historier fra fire personer der med navns nævnelse var stået frem og havde fortalt nogle historier. Dermed måtte kritikken rettes mod eleverne og ikke Politiken (som dog så valgte ikke at skrive mere om historierne).
Om samarbejdet med Manchester City hedder det:
Afrikanske drenge er brikker i et hemmeligt millionspil mellem Manchester City og FC Nordsjællands akademi
RTD indgik ganske rigtig en sponsoraftale med City og en samarbejdsaftale med City som ligner den som RTD i dag har med FCN. Desværre levede City ikke op til aftalen og RTD-eleverne blev blot masseudlejet uden nævneværdig succes. Derfor valgte RTD at købe FCN og indgå en bindende aftale og derefter opsige samarbejdet med City i utide.
Om FCN´s nye ejere hedder det:
en majoritet af klubben i 2021 solgt til en egyptisk milliardær ved navn Mohamed Mansour, som ud over at være tidligere minister i en af diktatoren Hoshni Mubaraks regeringer også ad flere omgange har måttet forsvare sig mod relativt overbevisende anklager om korruption
Mohamed Mansour er blevet frikendt ved Egyptens svar på byret, landsret og højesteret for anklagerne. Mohamed Mansour har ganske rigtig været transportminister i en kort periode under Mubarak, men blev fyret herfra - officielt pga. en togulykke men reelt fordi Mohamed Mansour modarbejdede korruptionen under Mubarak.
Jeg mener altså at kronikøren har fat i den gale ende. Til gengæld har FCN eddermaneme fuldstændig fejlet i sin kommunikation når en tidligere fan kan have dette billede af klubben og her er godt nok noget at rette op på. Desværre er det jo også et billede som mange andre fans har og FCN har fejlet eklatent når det ikke lykkes at imødegå sådanne vrangforestillinger.
Det er dog ikke så lidt af en opgave som en enkeltstående klub at imødegå en kampagne fra en stor landsdækkende avis. Det virker dog til, at FCN har ment at hvis man blot holdt op med at tale om sagen gik den nok i glemmebogen. Desværre bliver den jo så hevet frem igen og pt. rigtig flittig delt på primært Twitter.