Hvis man nu glemmer al snak om top-6 og ser på kampen med det formål, at spore udvikling og fremgang - så var det jo en rigtig god kamp.
I forhold til sidste kamp holdt FCN fast i bolden, satte rigtig mange afleveringer godt sammen, stod forbavsende godt i forsvaret og modstod - i stort set hele kampen - et fysisk pres.
Man kunne se lidt mere fysik i midtbanen ved Nelsson og Naah der hjalp til at modstå Horsens fysik og holde fast i bolden. Naah var hele tiden spilbar og viste gode individuelle kvaliteter, dog for mange boldtab og viste også at han mangler et stykke vej til at være spillet helt ind på holdet. Maxsø og Gregor var imponerende - Horsens er normalt noget af det skarpeste på dødbolde ind i feltet, men Maxsø/Gregor demonterede jo stort set alt hvad Horsens kom med godt bakket op af Nelsson.
Offensivt kneb det til gengæld, selvom spillet hang bedre sammen. Hjulmand udtalte efter kampen:
Det irriterer mig grænseløst, at vi ikke kan slå dem. Vi havde håbet at vinde, og her efter kampen er jeg stadig træt af, at vi ikke vinder. Vi har flere skud på mål og har overtaget i kampen, men det bliver ikke helt farligt.
- Vores offensive mønstre og relationer mangler lidt endnu, og vores afslutninger var ikke helt gode nok.
Træerne vokser ikke ind i himlen. Horsens er et hold der helst vil stå kompakt langt tilbage på banen og forsvare, hvilket gav FCN´s possesionfodbold og pasningsspil gode vilkår. Til gengæld plejer Horsens at være skarpe på dødbolde og omstillinger, det fik FCN så pillet stort set helt af dem.
Jeg ser dog grund til optimisme. De værste børnefejl var elimineret. Defensiven var imponerende. Håber så på, at man kan bygge på i det offensive spil i de næste kampe. Der var rigtig god fremgang at spore i forhold til de sidste kampe.
Altså en rigtig god defensiv. Fint pasningsspil, men offensiven og genpresset trænger stadig til forbedring. Og for Satan, hvor er jeg dog glad for at man fik forlænget med Maxsø.