Lidt træls kamp, vi kommer reelt først igang da AGF bliver trætte meget sent i kampen.
Jeg synes jeg fik bekræftet nogle teorier omkring en række ting i denne kamp som jeg har gået med i et stykke tid.
Først og fremmest mangler vi bredde alle steder end på de forreste tre pladser. Derfor er jeg decideret forbavset over at Mikkelsen får Donyohs plads, når Mikkelsen på ingen måde har vist noget som helst i hvem ved hvor lang tid nu. Hans store styrke tidligere var klart hans fart og måske sekundært hans tekniske evner og hans spark. Men han er blevet for langsom og kan slet ikke matche den speed som nogen af de yngre har. Han kan heller ikke kombinere på et særligt højt niveau.
Jeg synes at en stor del af nederlaget falder tilbage på at der taktisk er blevet begået et par brølere. 3-5-2 systemet har vist sin største styrke når man har stærke gennembrudsspillere med fart at putte ud på en af siderne af banen, mens den anden kant så kan trække ind centralt foran mål. Det vil sige at wingbacksne og de to kantangribere skal være relativt kompetente i 1-mod-1 dueller. Derfor giver det mening at spille med Asante, Godsway, Mini, Da Silva, Bartolec og M.Ramussen på de positioner.
Af samme grund giver det ikke mening at spille med Mtiliga på en wingback, ligesom det ikke giver mening at spille med Mikkelsen (eller Aaquist for den sags skyld) på en af de forreste positioner. Mtiliga fungerer meget bedre i midterforsvaret som vi også så i dag. Jeg vil også mene at hvis man vil spille med Mtiliga, så kunne han spille back i en 4-3-3. Det havde også givet mere mening i mine øjne. Men Mikkelsen ser jeg ikke det store i længere. Jeg føler virkelig ikke han stadig har hvad en moderne kant/angriber skal have for at være effektiv. Hvis han skal blive succesfuld tror jeg han skal omskoles til en rolle lidt længere tilbage i banen.
derudover... Jeg forstår ikke Aaquist hypen. Jeg ved godt at han ikke har fået så meget spilletid, men som spillertype virker han bare lidt for langsom, med et lidt for dårligt spark og med en lidt for lidt fysisk robusthed. Han er slet ikke en 10´er/falsk 9´er type i mine øjne og jeg håber virkelig ikke det er ham der skal tage over for Marcondes. Aaquist virker for mig mere som en spilfordelertype, der egentlig helst skal ligge på den position hvor M.Jensen spiller. Der tror jeg hans styrker ville komme mere til sin ret.
Også lige en ting til sidst. Hvorfor bruger vi ikke Mathias Rasmussen oftere? I alle de kampe jeg har set ham komme ind har han næsten udelukkende været et positivt bekendtskab. Han har fart, et lavt tyndepunkt, går godt ind i spillet, dribler godt med god teknik og med et godt spark. Jeg ved ikke om det er et konditionsproblem eller om jeg kun ser ham spille i slutningen af kampene mod trætte spillere, men han virker bare hamrende god.
jaja. så fik jeg det ud... Håber på at se lidt noget andet mod Sønderjyske. Meget gerne med en Da Silva på backen og ingen Mikkelsen i angrebet.