FCN spiller jo rigtig godt - måske ikke som et mesterhold, men rigtigt godt. Holdet spiller som de fleste fans kan lide at se det. Teknisk fodbold, offensivt mindset, mange pasninger i et tempo som ikke mange hold på disse breddegradder formår.
Hvor den halter pt. er i defensiven. Den nemme løsning på det er, at svine dem alle til enkeltvis for deres individuelle fejl - hvad jeg dog mener er forkert.
Den optimale bagkæde sidste år hed Gregor - Maxsø - Mtiliga og med Lobotka lige foran. I søndags hed den Tranberg 20 - Nelsson 18 - Skovgaard 20 og med Kofod 18 foran dem. Uden at være sikker tror jeg aldrig nogensinde før et andet hold har stillet så ungt op i defensiven i Superligaen. Trods de fire mål så bagkæden faktisk ret fornuftig ud i søndags.
Netop defensiven er vigtig at have afstemt. Aftalerne skal sidde på rygraden. Forsvaret er stort set altid de mest erfarne på holdet. Jeg er ikke sikker på, at man ser specielt mange flere fejl i defensiven hos FCN end så mange steder - til gengæld er opbakningen fra den øvrige defensiv ikke tilstrækkelig når en enkelt spiller begår fejl.
Jeg synes ofte, at det er enkeltspillere i defensiven der svines når fejlene sker, men jeg mener mere, at det bør være hele defensiven som bør være afstemt og være i stand til at opsuge og rette de enkelte fejl - og her halter der altså.
Standardsvaret i de fleste klubber ville nok være, at man må købe nogle erfarne ledertyper der kan få sat skik på defensiven. Mjoeh - jeg tror bare ikke at det handler så meget om enkeltspillere som det handler om hele defensiven. Lad os nu forestille sig af FCN smed 3,5 mio. af sted efter Bubacarr Sanneh som FCM har gjort. og formentlig skulle give ham omkring 2-300.000 om måneden. Først skulle han lære spillestilen, så skulle han spilles ind som en del af forsvaret og i de næste 3 år ville han så spærre for et talent. Jeg tror ikke det er løsningen.
Defensiven ER det svage led pt. Jeg tror dog (men kan jo sagtens tage fejl), at talentet er der. Det handler blot om at få defensiven til at spille en allerhelvedes masse kampe sammen. Dels for at den enkelte spiller kan lære at undgå at begå fejl, dels for at den øvrige defensiv kan blive så sammenspillet, at man er i stand til at kompensere for enkeltfejl fra de øvrige. Det er lige her jeg ser det store problem - at defensiven ikke er så tilstrækkeligt sammenspillet/erfaren at de formår at kompensere for enkeltspilleres enkelte individuelle fejl.
Defensiven koster point pt., men går det som det plejer, så vokser defensiven (og resten af holdet) henover sæsonen og bliver formentlig bedre og bedre. Lige nu er det dog svært ikke at være utålmodig og ønske, at de gerne må få noget fart på. Tranberg/Skovgaard har spillet et hav af kampe sammen på U-19 og Nelsson ligner den nye Maxsø. Jeg tror, at det er konstellationen vi skal satse på.
På den defensive midt håber jeg at Petry kommer tilbage. Maxsø beskrev ham som en prop i banen foran forsvaret der lukkede af og gav dem ro. "Mini-Stokholm" tror jeg vil tilføre en del rutine og ro.