Stig Tøfting var i går ude med en heftig kritik af FCN i EB under overskriften: Kom nu væk Hjulmand.
https://ekstrabladet.dk/sport/kommentarer/stigtoefting/for-god-til-fcn-kom-nu-vaek-hjulmand/7369669Essensen er at Hjulmand er for god til det der ungdomspjat, at det eneste der er noget værd at at vinde titler, at FCN bør købe nogle erfarne ledertyper og "You don´t win anything with boys".
Tøfting var også efter FCN da man meldte ud, at man ville spille med egenudviklet hold der skulle være yngre end hvad man tidligere har set og kom her første gang med sit "you don´t win anything with boys". Siden trak han i land da FCN sidste år blev nr. 3, men er der nu igen.
Skal man se på FCN så havde AKP som bekendt jo tømt FCN for værdier og man har derfor først skulle polstre pengetanken. Nu er der penge i kassen og man har denne sommer valgt at beholde spillere som Bartolec, Nelsson og Mini som led i strategien om, at man vil beholde spillerne længere i fremtiden. Ser man økonomisk på det har man altså nu polstret klubben, der er udsigt til et enormt beløb i videresalgsklausul fra Lobotka, så man rent faktisk slet ikke behøver sælge spillere det næste år, og man har altså råd til at holde på spillerne det lidt længere end man har kunnet tidligere.
Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan Hjulmand tænker, og selvfølgelig er det fedt at vinde titler. Jeg ville dog mene, at det ville være lige så fedt og udviklende at vende og udvikle en klub, præstere resultater på en baggrund som alle sagde var umuligt og modbevise vedtagne sandheder. Jeg ville stadig mene, at der er rigeligt med udfordringer for Hjulmand i FCN.
Tøffes ideer med at man skal indkøbe ledertyper der skal hundse rundt med de unge giver jeg heller ikke meget for. At finde nogle bedagede typer der skal spærre pladsen for de unge udvikler jo færre talenter. Det sidste stykke tid har desuden vist, at det er mere end svært at finde ældre spillere der kan passe ind i FCN. Tøffe-typer der render rundt og skriger af unge spillere tror jeg heller ikke meget på. I stedet skal de unge spillere modnes tidligere og være bedre til at træffe de rigtige beslutninger. Begynder man at holde et års tid længere på spillerne, hvilket har krævet den økonomi man har nu, vil behovet for ældre spillere også være mindre. Der findes ikke længere mange spillere a la Tøffe og der var også en grund til at dinosaurerne uddøde... Jeg tror simpelthen Tøffe har svært ved at forstå hvad der egentlig foregår i FCN.
Derudover så bringer Tøffe et par ubehagelige nyder til torvs. BIF skulle være ude efter CV som sportschef når Troels Bech holder til nytår. Flemming P skulle være ansat på en alm. funktionærkontrakt for at han hurtigt kan sige sin stilling op og følge med Hjulmand skulle han lande et job i udlandet. Det ville da være lidt af en ubehagelig overraskelse såfremt CV skulle forsvinde til vinter og både Hjulmand og Flemming P til sommer.