Mine noter fra Fan Forum:
FCN Fan Forum
Alexander Riget om transfervinduet:
Alexander Riget vurderer, at 2 ud af 3 målsætninger lykkedes i transfervinduet. Klubben formåede at holde på sine spillere og sendte samtidig nogle spillere på leje.
Det, der mislykkedes, var ønsket om at købe nye spillere for at være på forkant med de kommende salg. Klubben lykkedes ikke med de reelle planer og der var nogle “spændende” spillere i pipeline, som det ikke kunne lade sig gøre at hente. Planen er fortsat at hente spillere på mindst samme hylde som i sommer: Solbakken i Roma, den bedste midtbanespiller i Allsvenskan, altså Røjkjær, samt et stort talent med mange kampe i form af Norheim.
Riget mener, at klubben står et godt sted, selvom der manglede signings. Han vurderer, at de næste i talentrækken var en bedre løsning end at købe en spiller, som lå nummer 5, 6 eller 7 på listen.
Der var en spiller, som var klar til at komme, men den pågældende klub afviste det, trods mange bud og selvom spilleren gerne ville afsted.
A. Lind kan godt købes, og Riget virker meget optimistisk. Pengene er ikke et problem, og han virkede endnu mere sikker denne gang.
På spørgsmålet om næste sæson igen bliver en genopbygning, siger Riget nej. Han afviser heller ikke, at Noah, Prince og/eller Caleb SKAL afsted. Måske kan 1-2 af dem blive. Dog er Caleb en sikker mand ud af FCN. Det kan derfor være muligt at beholde Noah og/eller Prince. Riget sagde, at det slet ikke var givet, at de død og pine skulle afsted.
Klubben kan sagtens bruge mere end 26 mio. kr. på en spiller, med henvisning til det bud, som Bristol lagde på Noah Eile. Dog skal FCN være hurtigere ude for at købe de bedste spillere.
Riget ville ikke sætte navn på en ønskespiller, som klubben ivrigt gik efter, da han muligvis kan være tilgængelig igen til sommer.
Ambitioner
En ekstra europaplads er noget, klubben er opmærksom på, og det er naturligvis noget, man gerne vil hen imod.
Målsætningen er top 6 og samtidig at jagte den højest mulige placering. Riget sagde dog, at der ikke er én eneste i klubben, som er tilfreds med en 6.-plads – alle vil vinde det hele. Der blev ikke nævnt noget om en revideret strategi.
Jens Fønsskov Olsen tager mikrofonen
Nyindkøbet
Der er store forventninger til Adel. Han forventes tidligst at spille mod FCK, og der er stor tiltro til ham. Han beskrives som en agil og adræt spiller med et godt øje for sine medspillere og en spiller, der kan dække flere positioner.
Arbejdet i preseason:
Truppen er blevet brugt bredere, end den måske var tidligere, og der er blevet spillet mange forskellige nye spillere ind.
Holdet har lukket for mange mål ind i sæsonen, og der har derfor været stort fokus på dette i preseason, herunder også på standardsituationer.
Truppen er klar, og spillerne er blevet meget presset. Jens nævnte, at han aldrig har presset en trup så meget som denne gang. Justin har taget store skridt, hvilket tolkes som, at han starter på søndag.
Der er blevet ændret på ugestrukturen. Der er skruet på minutterne både på banen og i gym, og man har forsøgt at maksimere træningen. Spillerne træner derfor i længere tid nu.
På spørgsmålet om villighed til at give nye debuter og “satse” frem for at gå med den stærkeste opstilling, svarede Jens nej. Han sagde, at man kører den sikre løsning, og at de spillere, som er de bedste, spiller.
Den høje baglinje er fortsat et problem, eksempelvis i kampen mod BK Häcken. Holdet går ikke længere tilbage, men insisterer på at holde den høje linje, samtidig med at man erkender, at man skal blive bedre. At stå dybt ville skade andre aspekter af spillet, og derfor gør man ikke det.
Om kunstgræs:
Jens udtrykte irritation over den kritik, som medierne og andre spillere giver af kunstgræs. Han er træt af, at når FCN vinder kampe på hjemmebane, handler fokus ikke om, hvor gode holdet var, men om at det var på kunstgræs. De nuværende faciliteter giver desværre ikke mulighed for hybridgræs endnu, men det blev nævnt, at klubben er i positiv dialog med kommunen om fremtidige muligheder i Farum.
Christian Wolny antydede snyd i undersøgelsen af Danmarks bedste bane. Han nævnte, at han kender formanden i Spillerforeningen, som han beskrev som meget biased og bestemt ikke nogen fan af kunstgræs.
Jens om sin egen position:
Jens sagde, at han er sikker på sig selv men, kæmper alt hvad han kan for at gøre tingene bedre og føler sig i trygge hænder med henvisning til ledelsen.
Salle og Markmann på scenen
De var enige om, at der er lukket for mange mål ind, og at der er stort fokus på igen at få lukket af og gjort arbejdet færdigt.
Den omstrukturerede træningstid blev igen nævnt. Det blev fortalt, at spillerne træner i længere tid og bliver stillet langt flere ressourcer til rådighed, både fysisk, taktisk og i form af oplæg. Noah og Salle har arrangeret saunature, og det blev fremhævet som vigtigt for truppen at lave flere off-training-aktiviteter.
Begge spillere virkede meget “slukkede”. Salle virkede nærmest nervøs, mens Noah var mere cool. De fremstod meget teenager-agtige i deres måde at svare på. Dette er ikke ment som kritik, men blot som en personlig betragtning.
Salle kunne ikke rigtig svare på, om han blot ser klubben som en arbejdsgiver, men mente dog bestemt, at han har knyttet sig til klubben.
Salle kommenterede også på fanurolighederne og den manglende forbindelse mellem spillere og fans. Han sagde, at han ikke syntes, det var fedt at opleve boykot fra fansene. Da han blev spurgt ind til, hvorfor halvdelen af spillerne ikke sagde tak efter de store nederlag mod FCM, var han enig i, at det var for dårligt, og at det ikke må ske igen.
Beklager det lange indlæg og bemærk det er mine betragtninger og opfattelser. Skulle der være nogen andre som også har noget at tilføje eller har set/hørt på en anden så byd endelig ind.
Tak for et godt arrangement
Forbundne, Forpligtet, For Farum