Noget af det, Bo Svensson har talt allermest om siden sin ansættelse, er, at hans vigtigste opgave er at gøre FCK til et hold igen. Ikke bare 11 dygtige fodboldspillere, men en samlet enhed, hvor alle arbejder for hinanden og for klubben.
Jeg syntes faktisk, at man kunne ane de første positive tegn i de sidste 10 kampe af sidste sæson. Der virkede det, som om holdet var på vej i den rigtige retning. Men de første to kampe i denne sæson har desværre givet mig den stik modsatte fornemmelse.
Alt for mange slår ud med armene, virker frustrerede og ser ud til at være langt mere optagede af deres egen præstation end af holdets.
Matias var kort inde på det, men fejringen – eller rettere den manglende fejring – efter Birger Melings første mål var ærlig talt rystende. Det lignede ikke et hold, der lige havde bragt sig foran. Flere spillere virkede decideret ligeglade, mens andre nærmest så ud til at fejre målet, fordi de følte, de burde, og ikke fordi de havde lyst. Det sender et rigtig skidt signal.
Jeg synes også, det er bekymrende, at Thomas Delaney og Mohamed Elyounoussi skal samle spillerne og skælde dem ud i åbningskampen på hjemmebane, fordi attituden på banen er så dårlig.
Det, der bekymrer mig mest, er den manglende følelse af, at det her er et hold. Og netop dét var Bo Svenssons største erklærede mission, da han kom til klubben.