Det er et uddrag fra et skriv fra Økonomisk Ugebrev fra i dag
"For at forstå, hvad Parkens ledelse sandsynligvis går og tumler med, er der vigtigt først at forstå fire vigtige byggeklodser: For det første er Lalandia på vej til at blive en dominerende del af Parkens forretning med åbningen af det nye Landia Søndervig og sandsynligvis også Lalandia Motala i Sverige. For det andet er Parken i dag en rodebutik set gennem investorbriller, og denne sammenblanding af forskellige forretningsområder betyder, at Parken-aktien langt fra afspejler de underliggende værdier.
For det tredje har Parken en rentebærende gæld på 1,2 mia. kr. (inklusiv 300 mio. kr. i likviditet fra ferieboligsalg dette efterår) hvor renterne nu sandsynligvis vi stige, og der er brug for ekstra kapital til at udvikle de to nye Lalandiaer og måske flere derefter. For det fjerde har Parken bundet milliardværdier i ejendomme, som giver et lavt afkast, og ved frasalg ville der blive frigjort mindst en milliard og skjulte værdier på en halv milliard.
Lægger man disse byggeklodser sammen, tegner der sig et tydeligt billede af, hvad Parkens ledelse sikkert pønser på. Vi ser foran os en gameplan, der handler om at udskille alle ejendomme, både kontortårnene i Parken, ejendommene i Lalandia og måske også Parkens stadion i ét ejendomsselskab, og enten sælge det hele til et stort ejendomsselskab eller børsnotere det.
Det ville antageligt frigøre et par milliarder i ledig likviditet. Alene kontortårnene i Parken er bogført til 700 mio. kr. Men med det årlige afkast på 60 mio.kr. er markedsværdien mindst en halv milliard højere.
Den helt store merværdi ligger i en udskillelse af Lalandia, eksempelvis ved en selvstændig børsnotering. I 2019 var salget i Lalandia Rødby knap en halv mia. kr., og det salg kan let blive doblet med tilkomsten af Søndervig og Motala.
Økonomisk Ugebrev har identificeret to børsnoterede selskaber, som ligner Lalandia: Blandt andet Six Flags og Cedar Fair samt andre sammenlignelige selskaber handles til en børsværdi (EV) på 2-3 gange omsætningen. Det giver en isoleret værdiansættelse på – potentielt – halvanden til tre mia. kr. for Lalandia afhængigt af, hvor meget af det nye, der medregnes.
Den aktuelle børsværdi på Parken er 826 mio. kr. Hvis det antages, at blot kontortårne plus station sælges for 1,5 mia. kr. vil selskabet kunne betale hele sin gæld. Hertil kommer en isoleret værdi på Lalandia, som kommer frem i lyset ved en selvstændig børsnotering, på mindst halvanden milliard kroner.
Aktuelt synes de to nye badelande, Lalandia Søndervig og Lalandia Motala, ikke langt væk. Som bekendt er Parken i fuld gang med at aflevere de i alt 440 sommerhuse i Søndervig, og ved halvåret var der afleveret 258 med en avance på ca. 60 mio. kr. eller ca. en kvart million per sommerhus. Med de resterende ca. 180 sommerhuse leveret i andet halvår kan der forventes en yderligere avance på ca. 45 mio. kr. herfra.
I regnskabet oplyses, at ”etableringen af det nye Lalandia i Søndervig forløber planmæssigt, og inden årets udgang vil samtlige 440 feriehuse være blevet overdraget til ejerne. Lalandia (Aquadome og oplevelsescenter) forventes at være klar til at åbne i andet kvartal 2022.” Fra næste forsommer kan der altså forventes badelands-indtægter fra det nye Lalandia, hvori mod det svenske badeland har længere udsigter."
Jeg har ingen anelse om manden har ret eller det er varm luft