"Ret vildt at Werge og Frimann ikke kommenterer på hvor stor en hjerneblødning HIFs målmand laver. Det er jo helt på månen"
- Det var ret tydeligt, fra kampens begyndelse, at der var lagt i ovnen til, at dette skulle fremstå som en hyggelig affære. Hele optakten emmede af at lille søde pusling skulle forkæles af storebror med opmærksomhed. Werge og Frimann skulle hygge sig, smide om sig med anekdoter fra de gode gamle dage, have sig en fadbamse, snakke omklædningsrumsk og bare mindes de dage, hvor en tur på Hvidovre stadion var mere regelmæssige. Det var latterligt. I løbet af kampen var både Ole Dau og i særdeleshed Claudemir ude med et par albuer i nærkampe - og den ene gang blev det slet ikke påtalt (Ole Dau), den anden gang blev det udlagt som en tilfældighed (Claudemir). Ingen af gangene lignede det rene tilfældigheder. Ikke at de var sindsoprivende voldsomme, men bare urene.