Tillykke med Cornelius! Jeg håber virkelig, han få genstartet karrieren.
Jeg forstår også godt mange FCK´eres jubel, begejstring og benovelse over, at en spiller, man et halvt år tidligere har solgt for ca. 70 mio kr., hentes hjem for mindre end det halve. Det er i sig selv en vanvittig historie. Og det skyldes naturligvis en klub og en ejer, der har tabt en hel suttebutik. For det er det glade vanvid.
I princippet er det dog irrelevant for FCK. Om de samme penge nu var brugt på Cornelius, eller eksempelvis Hamdallah, gør ingen afgørende forskel i regnskabet. Og at man skulle have "tjent" 40+ mio. er selvfølgelig noget sludder.
- Men fint, at CV/Ståle formåede at udnytte muligheden, nu den var der.
Faktum er derfor, at FCK har valgt at tilknytte en spiller for, efter sigende 28 mio. kr., på en 5 årig kontrakt til, skrives det, 4 mio. kr.- om året.
Det er vist rekord.
Personligt mener jeg, at en sådan pris er i overkanten af, hvad FCK, normalt ville have råd til. Ikke mindst, fordi en transferbalance, der kontinuerligt bidrager med et for lille plus på indtægtssiden (12-13 mio + om året i CV´s periode), er en væsentlig grund til den manglende sportslige udvikling - ikke mindst internationalt. (Og tab af direkte CL-kvalifikation er formentlig en afledt konsekvens, også af dette. Et stærkere flagskib, havde nok hjulpet os.)
- Og med købet af Cornelius, ser det ikke ud til, at transferbalancen forbedres i denne omgang.
Når det er sagt, mener jeg stadig, at det isoleret set var/er rigtigt, at hente Cornelius. Selvfølgelig under forudsætning af, at hans skade ikke har og vil, påvirke ham i samme omfang, som Zankas skade har gjort ved Zanka, der virker lidt hæmmet. Men det formoder jeg, man har helt styr på.
I givet fald er Cornelius en ung spiller, der allerede har vist sin duelighed på højeste superliganiveau. Han er ydermere "gennemscoutet", også ved det forhold, at han har været i FCK så længe - og ved, at de fleste på og omkring holdet allerede har arbejdet sammen med ham. Man ved i meget rimelig grad, hvad man får.
Så er Cornelius ikke ødelagt af penge allerede (min største bekymring), så er der netop tale om en spillertype, som FCK og andre danske klubber - på hver deres niveau - skal gå efter og investere i. Yngre spillere med udviklings- og dermed videresalgspotentiale.
Og selvom Cornelius skal et niveau over, hvor han var, da han forlod FCK i sommers, for at han og FCK kan gøre sig håb om et nyt salg, der gør en økonomisk forskel, så mener jeg nu nok, at det ligger inden for det muliges rammer. Så med de nævnte forbehold, er der, som jeg ser det, tale om en fornuftig investering i en talenteret forward.
Og i den tid, der kommer fra nu, og så til den skønne dag, hvor Cornelius er klar til den europæiske midte/subtop, kan han forhåbentlig bidrage til en øget kvalitet hos både FCK, superligaen og forhåbentlig på A-landsholdet.
Vh.
Adriaanse