Youssef Toutouh er en af de største succeshistorier i FCK. For nok kunne man se, at han var god med bolden, men et lysende talent var han ikke, forstået på den måde, at man ikke bare gik og ventede på, at han for alvor slog igennem. Men han besluttede sig for at arbejde stenhårdt på at blive bedre - på at klare kravene i FCK, og det er har han lykkedes med. Det er simpelthen så flot, for det lå ikke lige i kortene, det gør det ikke en gang for spillere, som har et mere tydeligt talent end ham.
Han er blevet bedre på alle parametre. Han er en formidabel medspiller, der arbejder hårdt i både defensiven og offensiven. Han tager løbene, både de sjove med bolden på føddderne eller til frie områder, og de sure (jeg tror faktisk ikke, at han selv ser dem som sure), hvor der skal halses efter en modspiller, der skal tackles. Han er blevet bedre taktisk, forstår hans placering, forstår mønstrene, kan se åbningerne og hvornår man skal dække af for sin medspiller, når denne har taget et offensivt løb. Han er blevet fysisk stærkere og endelig viser han mere og mere tydelighed i sit spil og over for sine holdkammerater. Og ja, sådan en er netop typen, man kan læne sig op ad, en der bliver en kulturbærer i klubben. Jeg håber i den grad også, at man stikker ham en 5-års kontrakt eller sådan noget.