Redigeretons 14. aug 2019
Jeg mindes ikke at være gået fra Parken før med så mærkelig en følelse. Efter man misbrugte den anden matchbold i straffe, orkede jeg ikke engang at være nervøs mere. Krydsede blot fingre for, at der ville komme et eller andet afgørende udfald, så man kunne slippe ud fra den gigantiske omgang middelmådighed, de første 120 minutter havde budt på. Hvis ikke man orker mere fra pessimist-hans, så rul videre, fordi det næste vil være det reneste galde.
FCK havde endnu en af de dage på kontoret, hvor man spiller for spiller ikke nødvendigvis faldt igennem, men konceptet og alt dét, der burde ligge på rygraden, ikke lå der. De her to kampe mod Rød Stjerne er ikke anderledes fra hele sidste års kampagne i Europa. Og i øvrigt mod andre tophold i den danske liga. Det offensive koncept er ikke til stede. Ingen ved, hvad de skal, og når man ikke møder Lyngby, hvor man også kan være med teknisk, så bliver en åbning af et dybt forsvar tæt på umulig. Nu var der, i modsætning til i Serbien og generelt sidste års kampagne, muligheder i den her kamp i går, men så alligevel ikke. Jeg tror ikke, Rød Stjerne for alvor var presset over en længere periode. Der var et par minutter efter det udlignende mål, men derudover kom der lidt småting. Det meste fra tilfældigheder eller hvor man i slutproduktet faldt i bolden. Det er rædderligt at se på, at man i overtal i en time ikke formår at presse sin modstander mere. Konstant med to spilstationer centralt, når bolden skulle vendes og ingen plan, når man kom på sidste tredjedel. Jeg var ved at gå ud af mit gode skind, når det konstant endte med et skyd til en af centerbackerne, fordi resten af holdet åbenbart er så fucking ligegyldige i offensiven.
Viktor Fischer er blevet et svagt led. Og det må han ikke være. Han skal være stjernen. Havde vi stadig haft et stabilt wheel of wings, var han røget bagerst i køen. Fordi de nærmeste konkurrenter er en 30 millioner dyr segunda-spiller, en ung Carlo Holse og en ligegyldig Nicolaj Thomsen, så er der reelt ikke en skid at skyde med i rækken. Præsterer kanterne ikke, som ellers er et succeskriterie for, at FCK skaber noget offensivt, så er det en ren ørkenvandring. Carlos Zeca bliver jeg aldrig nogensinde fan af i FCK. Han er en fed fyr, som også leverer, men som type er han ikke min kop te i FCK. Problemet er, at han konstant ender med at være spilfordeleren, og det evner han ganske enkelt ikke. Det er ikke nødvendigvis hans fejl, men derimod måden hvorpå træneren instruerer sit hold i at spille. Det centrale forsvar gjorde, fra mit sæde set, det ganske udmærket. Jeg så ikke helt, hvad der skete ved deres mål, men derudover var de stærke i duellerne og vores svensk-græker havde ikke nogen absurde hjerneblødninger. Generelt synes jeg helt ærligt at der er alt for meget middelmådighed på det her hold. Når alle sidder og venter på, at Viktor Fischer leverer nogle Gronk-momenter – inklusive resten af spillerne på banen – og han så melder sig ud, så er der bare intet at gøre. Og Sten Grytebust for satan da. Det var jo en præstation i sig selv, at han ikke tog et straffespark. Han var end ikke tæt på. Omvendt stod deres keeper stærkt. Som skrevet først, synes jeg egentlig ikke kampen i går skriger på, at man skal sable enkelte spillere ned, fordi et hold som FCK skal simpelthen kunne klare, hvis en enkelt spiller melder sig ud. Også selvom det er en af de stærke aktiver. Og specielt når modstanderen er ret så spiselig; Rød Stjerne var absolut ikke et ekstraordinært stærkt hold. Konceptet fejlede endnu engang, man har de samme problemer i dag, som man havde forrige jul, alt er bundet op på en aldrene Dame N’Doye, og der er ingen kvalitet på sidste tredjedel. Tak til Ståle Solbakken for at smide en gylden mulighed for Champions League ud i lokummet. Og tak til Ståle Solbakken for at være så absurd dårlig til at se egne mangler. Rend og skid.
Og så skal vi lige vende den bane. Nej, det havde nok ikke ændret det store, men det er fandme pinligt, at man kan levere så gedigen en omgang lort som græs. Det er tæt på nylagt for satan da. Når man skal have gang i et spil, hvor bolden skal løbe stærkt, så er det fandme ubelejligt, at klubben leverer en fucking skændsel af en bane. Uanset hvad grunden er, så er det uacceptabelt. Der er en greenkeeper, der skal med ud bagved. FCK har, uanset om der har været koncerter eller ej, i flere perioder haft en fucking lortebane.
København.