Redigerettirs 24. maj 2022
Nå, så er det vel tiden til at skue lidt tilbage og analysere denne sæson.
Først nu havde jeg mod på at se udekampen mod SIF og slutningen af kampen ude mod BIF. Jeg nøjes her med at kommentere 2022 og slutspillet, for sæsonen har været så lang og absurd som en David Lynch tv-serie, at den nærmest er ikke-analyserbar. Leo er dog snarere FCM i denne kontekst.
Det blev en neglebidder, men som Frimann sagde, så var de sidste tre kampe gode nok til at titlen var fortjent. Men hvad var så årsagen til at det blev så spændende og vi var ved at knække nakken i slutspillet? Grundstammen af Grabara, Vavro, Falk, Biel, Lerager og Stage holdt mere eller mindre i mål, men det viste sig at det ikke var nok. Claesson er lidt svær at blive klog på synes jeg, men han leverede nogle assists og et mål.
Jeg skrev i vinter, da islændingene ultimo 2021 var begyndt at røre på sig, at de burde have fået chancen tidligere. Det fik de så heller ikke i starten af 2022, men kommer tid, kommer råd heldigvis.
Jess havde grundlæggende to angrebsstammer at vælge mellem, eller sådan blev det i hvert fald til sidst. Islændingene og afrikanerne. Jeg tror ikke man klart kan konkludere, som jeg skrev, at islændingene burde have fået chancen tidligere, altså fra starten af 2022. Dels er det ikke til at vide om de overhovedet havde slået til fra starten af 2022, dels er det ikke til at vide om de havde holdt sæsonen ud eller om afrikanerne så havde taget over på samme vis som islændingene gjorde og gjort arbejdet færdigt.
Faktum er i hvert fald at ideen med afrikanerne + Roony gik død, da det virkelig gjaldt. Værst selvfølgelig i blamagen mod Randers hjemme. Nederlaget til Silkeborg kan man derimod bedre leve med - når man først kom bagud der, var et comeback afhængig af lidt held, og en kontra afgjorde affæren. Også uforståeligt med Randers-blamagen så kort tid efter den fantastiske præstation mod Brøndby hjemme. Efter Randers var det op ad bakke, og selvom præstationerne mod FCM og BIF ude var solide, sad man med en fornemmelse af, at det næppe var nok til at holde hjem. Skader, viste det sig, og ungdom, læs manglende erfaring, så ud til at tære på os.
Her var det så at islændingene, som i en Lynch-serie, dukkede op til sidst og stjal billedet. Men det var også, som om Jess for længe havde satset på et meget fysisk angreb på bekostning af islændingenes teknik. Og hårdt presset, af sig selv, nødvendigheden eller andre, gik han med på at ændre stil. Og det forløste spillet teknisk, dog kombineret med et fysisk presspil. Pludselig kom de, om ikke flotte, så dog gode og pæne mål, hvor det tidligere var skrabede og nærmest tilfældige scoringer. Holdet havde mirakuløst fundet en frem til en organisk struktur i nødens stund.
Jeg køber til dels forklaringen om at bygge flyveren mens man flyver, men det legitimerer ikke alt ved spillet som Frimann sagde. Der er nok beslutninger der burde været faldet anderledes ud gennem året, som måske havde givet en mere homogen afslutning for holdet.
Årets spiller blev fortjent Pep Biel, også fordi han leverede på alle parametre, også med tanke på hans tidligere udfordringer. Man kunne også have valgt Falk, Grabara eller Vavro for deres noget mindre andele.
Præcis hvor hårdt tilkæmpet det mesterskab har været, så man da Aab-kampen blev fløjet af, og flere spillere kastede sig ned i græsset som ved en pokaltriumf. Grabara blev vist længst liggende. For Jess var det nok karrierens hårdeste udfordring. Han fremhævede sammenholdet og det lover i hvert fald godt.
Forza FCK.
“Der var andre der trak mer' end jeg”