FCKs tilbøjelighed til at blive arrogant og nonchalant på banen, lever i bedste velgående. Så fik man scoret et tidligt mål, og så troede man ellers, den var hjemme. Modstanderen var ikke enig, får ændret nogle ting, og bum, så er vi bagud. Og vi er IKKE i stand til at ændre på tingene, for man ændrer ikke sådan lige kollektivt en så kritisabel indstilling.
Yderligere mangler der koncentration. Ja, tingene hænger selvfølgelig sammen, men hver enkelt spiller kunne jo hive sig op, hvis de ville, bl.a. med at evne at lave en god førsteberøring, gå i en duel, som ikke giver en selv noget, men som giver holdet noget, lave hurtige pasninger. Intet af det sker. Intet. Og så ender vi - igen-igen-igen - med at stå med bolden på fødderne af en back, 7-8 meter skråt fra bagud fra feltet, som ikke rigtigt vil sparke bolden ind i boksen, og når de endelig vil, er det i 9 ud af 10 tilfælde upræcist.
Og vi mangler fart i benene. Jeg er der, hvor jeg mener, at én ikke er nok. Vi skal have kanter, som kan udfordre på fart. Vi er reduceret til at skulle kombinere os igennem, hvilket praktisk talt er umuligt, når man hverken har indstilling eller offensive mønstre på plads. Det er elendigt. Hvis Thorup og trænerteamet ikke kan banke en ordentlig indstilling ind i knolden på de spillere, så må de finde en de kan supplere deres team med, som kan. Og hvis de ikke aner deres levende råd ift. pres og offensive mønstre, så må de hive en ung tysker eller hollænder ind, som efter de har sat fokus på den del for 10-12 år siden, nærmest har fået det ind med modermælken.