Redigeretsøn 11. sep 2022
"Egentligt ikke, jeg ønsker FCK det bedste, at have tiltro til Ståle og dennes koncept er ikke lig at være Ståle fan fremfor FCK fan"
- Der er et væsentligt modsætningsforhold mellem det at have tiltro til Ståle Solbakkens koncept og at ville FCK det bedste. Desværre. Tallene viser det ret tydeligt.
"Cherry picking much??"
- Af gode grunde ikke cherry picking, eftersom det ikke er et ubetydeligt antal spillere fra perioden, jeg nævner. Mat Ryan er god, CL-billet-indløsende god. Denis Vavro er god, mesterskabsvindende god. Victor Claesson er god, 8 mål og 4 assists i 22 kampe god. Resten af de nævnte må tiden vise os.
"Det er måske uklart for dig hvad jeg hentyder til"
- Med mindre du mener noget andet, end du skrev, er det ret indlysende. Det du argumenterede for er så, apropos, indlysende forkert, hvad jeg har præsenteret meget konkrete tal for.
"Vi er som klub gået fra at have et koncept, til at være konceptløse, vi kan ikke dominere vores modstandere og spillerne ved end ikke hvordan de skal spille hinanden på banen"
- Jess Thorup har også et koncept. Han har faktisk forfulgt det ret konsekvent i dette kalenderår. At det ikke fungerer tilstrækkeligt godt, og at spillerne ikke præsterer stabilt i det, er en-til-en det samme som under Ståle Solbakken i majoriteten af hans sidste tre og et halvt år(!) i klubben, og i særdeleshed den sidste periode, hvor hans ufleksible og forældende koncept ikke blot var blevet læst af de fleste ligamodstandere, men af dem alle. For vi kunne netop ikke dominere noget som helst, da Ståle Solbakken i sin stædighed aldrig accepterede, at man ved at overbemande motorrummet, havde kvalt FCKs evne til at dominere. Dette betød, at hans hold kun samlede 1,30 point i snit over 20 ligakampe i kalenderåret 2020. Til sammenligning har Jess Thorup 1,96 i snit i kalenderåret 2022, altså godt 50% bedre, og de fleste FCK´ere er alligevel enige om, at det ikke rækker til en lys fremtid for holdet - og det er man enige om, fordi man holder med FCK og vil klubben det bedste.
Når man derfor fastholder en tro på en mand og hans koncept, der kun i stærkt begrænset omfang ift. målsætningerne - endda over betydeligt længere tid end Jess Thorup - bringer succes, og som i sit endeligt spillede helt fallit, må det hænge sammen med andet end ønsket om det, der er til klubbens bedste. Ståle Solbakkens sidste 3,5 år i klubben, resulterede ikke i et bedre pointsnit, end den samlede Jess Thorup-tid har budt på. Vel at mærke med det in mente, at Ståle Solbakken selv havde skabt situationen op til sine sidste 3,5 år i FCK, mens Jess Thorup overtog en kuldsejlet trup, og måtte indstille sig på at få en ny, skabt af andre. Ikke at dét er blevet meget bedre.
Jeg er i samme forbindelse ligeglad med, om Ståle Solbakken kunne skrige i falset mod spillerne, mens han pegede på sine tindinger og iklædte sig et jeg-er-helt-vildt-rasende-nu-look med de stirrende øjne og den halvåbne mund, for sagen er, at det ikke virkede. Og grunden til, at det ikke virkede, var ham selv, hans sløje og out-datede koncept, som ingen spillere længere bliver opflasket i, og som taktisk er simpelt at finde modtræk til, i en tid hvor det at løbe 11-12 km pr. kamp og tage 20% flere højintense løb end for bare 10 år siden, er reglen, ikke undtagelsen. Tingene kan gå hurtigt. Det er relativt nyt for mig, ikke at ville give Jess Thorup yderligere snor. Måske har jeg været for tålmodig. Jeg har ikke på noget tidspunkt fundet ham overbevisende, hvad jeg da også har skrevet igennem længere tid, men jeg har anset ham som en slags pragmatiker, bl.a. pga. eksperimenterne med Pep Biel, at han placerede Rasmus Falk i en 3-mands-midtbane, som både gjorde ham og Zeca bedre, at han konverterede til at spille med falsk 9´er fremfor en klassisk 9´er, da vores sidstnævnte ikke fungerede. Ikke at disse ting er dårlige, tværtimod er de enormt gode, men pt. anser jeg dem for at være et resultat af mere eller mindre desperate handlinger, snarere end velovervejede og planlagte ændringer.
Men tilbage til den kære nordmand. Hvis du virkelig ønsker FCK det bedste, bør du befri dig selv fra Ståle Solbakken-nostalgien. For vores bedste træner nogensinde, endte som manager for noget, han ikke magtede, og det kastede en stor, mørk skygge over hans virke. Rollen tvang klubben ud i ovennævnte 3,5 års bumlede vej mod en afgivelse af tronen, hvor for få peaks og for mange tilbageslag blev overskriften for perioden.