"Der går bare 1000 tabte spillere på en Woznie"
- Hvad er en tabt spiller? Er det en, som kunne være blevet professionel, men som ikke blev det pga. den model, du angriber? Eller er det en, som alligevel ikke ville være blevet professionel, og som nu er stoppet med at spille fodbold eller bare spiller det på hyggeplan på Kløvermarken eller sådan noget? Eller det noget helt tredje?
Jeg spørger, fordi jeg, ligesom dig, har børn i klubfodbold. Som spiller i KB. Jeg har mødt "dem alle", tror jeg, også dem, der knækker i sporten. Og ikke én eneste gang har det haft med miljøet i klubben at gøre, men derimod hvordan barnets ene eller begge forældre forvalter rollen som far eller mor. Og, desværre, absolut ikke kun ift. fodbold. Og så naturligvis den baggrund, familierne har, og den rolle, samfundet spiller.
De to store "syndere" finder man, i min optik, i hver sin ende af spektret, nemlig blandt forældre, som er så ambitiøse på deres børns vegne, at børnene ikke behandles som hele mennesker, eller i hvert fald ikke anerkendes tilstrækkeligt for det, de er når de ikke er fodboldspillere. Det er meget hårdt at være vidne til, og det er bestemt noget, som vi - trænere og forældre - og klubben både tager mange snakke om og italesætter som noget, klubben på ingen vis vil lægge navn til.
I den anden ende af spektret finder man overbeskyttende forældre, som i mange tilfælde forkæler deres børn med for let adgang til det, børnene nu en gang peger på. Herunder at få sin vilje på områder, hvor de burde være mødt af et nej eller bare en forklaring. Det afstedkommer utallige oplevelser på banen, som er i konflikt med den måde, de har oplevet resten af deres liv. Det er også ret hårdt at betragte, for det sætter sig som et svigt fra forældrene - at den/de ikke har kunnet tildele dem oplevelsen af at få ret på banen, som de har kunnet alle andre steder.
Så hvad gør man, når man vil skabe et elitemiljø, og hvorfor gør man det? Et er, at jeg selvfølgelig er enig i, at det er svært at spotte en kommende fodboldstjerne blandt 6-10-årige. Men det mener jeg heller ikke bør være succeskriteriet for at skabe et godt elitemiljø. Elite handler de første mange år ikke så meget om den klassiske forståelse for niveau og ambitioner, men om at matche børn på deres egen måde at finde glæde ved sporten. Og der er det klart, at børn som synes det er enormt sjovt at øve sig på tricks, spejle sig i andre børns kunnen på området, at blive bedre til at skyde hårdt, præcist, med det dårlige ben osv., og som i øvrigt synes det er mega fedt at vinde kampe, passer godt ind i et elitemiljø. Er der børn som med tiden finder ud af, at de ikke passer ind i det? Ja, mange. Er der børn som mod deres egen vilje, ikke længere inviteres ind i det? Ja, ligeledes mange. I min verden er det dog der, forældrenes rolle kommer ind i billedet. For hvis man ikke har hverken forberedt sit barn på det, eller evner at samle det op eller støtte op om valg af andre interesser, svigter man det.
Min holdning er jeg ganske bevidst om, er formet af min egen personlighed og de erfaringer, jeg selv har gjort mig igennem livet. I min verden er det ikke farligt, at lære at arbejde stenhårdt for at opnå noget. Og det er heller ikke farligt, at lære at man ikke kan opnå alt. Heller ikke selvom det kan gøre ondt i en periode. Og derfor anser jeg heller ikke isoleret set udskiftningerne i et elitemiljø, som udtryk for en masse tabte spillere. Det handler om så mange andre ting, i særdeleshed forældrenes rolle. I et vist omfang, som nævnt, også samfundets.
Men et tidligt etableret elitemiljø, byder også på både et udtryk og en kultur, det er nemt for udefrakommende, kommende gode spillere, at se sig selv i. Og det har faktisk en stor værdi, netop når børnene kommer i en alder, hvor det er interessant at arbejde med dem i mere klassisk elite-sammenhæng. Jeg er udmærket klar over, at satsningen på talent er en udløber af ren og skær hensyn til forretningen, men det mener jeg ikke nødvendigvis skal ses som et onde. For det bærer mange goder med sig, som - uagtet hensynet til forretningen - er svære at betale sig fra. Eksempelvis bliver det lettere at integrere ungdomsspillere på superligaholdet, og man vil af gode grunde også dyrke spillere, som har et tilhørsforhold til klubben, som er meget værd både når de er aktive i klubben, når de spiller andetsteds og ift. forbindelsen til klubbens (i dette tilfælde FCKs) omgivelser, herunder identitet, tilhængere, sponsorer og "alt det", der binder de elementer sammen.