Puha. Endnu en fuldstændig jammerlig præstation mod et Viborg mandskab, som målene ellers bare er fløjet ind på - og det er altså ligegyldigt om modstanderen har været Silkeborg, brøndby, AGF eller Aab. Og vi skaber INTET i mod dem gennem 90 minutter.
Jeg har været på Team Neestrup hele vejen, selvom jeg for nylig udtrykte bekymring for, om han kan vende det her. Alligevel har jeg dog bakket ham op.
Man kan finde statistikker, der viser, at han har samme pointsnit som Thorup, men han er stadig træneren, der overtog Thorups hold, som stod med seks nederlag i Superligaens første 10 kampe, og som vendte mandskabet på rekordtid. Det er nok det håb, jeg har holdt fast i – at Neestrup har bevist før, at han kan vende et hold i krise.
Thorups CL kampagne kastede nær 0 mål af sig gennem et helt gruppespil, hvis det ikke havde været for Haraldssson i sidste gruppekamp.
Neestrup står i min bog for vores flotteste europæiske kampagne til dato med vores CL-gruppespil i sidste sæson. Der er stadig stor forskel på de to trænere hos mig. Og det Neestrup gjorde sidste år i CL, det er dét FCK-hold, jeg vil se. Jeg vil også bare se det i ligaen, uge efter uge. Et hold, der ikke lader sig påvirke af modstanderen, men som spiller det fodbold, man selv ønsker at praktisere, som underholder, og som vinder.
Men jeg må også erkende, at jeg ikke længere tror på, at Neestrup kan vende det, eller (gen)skabe det FCK-hold, jeg vil se. Jeg tror, der er gået noget galt i omklædningsrummet hen over foråret, som ikke virker til at kunne repareres. Jeg har en mistanke om, at det, vi ser på banen nu, er noget, Moi har mærket før os andre. Hele det her frikøbsklausul show tror jeg ikke handler om penge (for så havde han næppe taget til Superligaen i første omgang). Nej, jeg tror, Neestrup har mistet en del af omklædningsrummet, og der mangler simpelthen tro på projektet.
Jeg ved heller ikke, om jeg køber den med, at der mangler en plan. Vi har tidligere tydeligt set, hvad det er, Neestrup vil, og et hold, der er helt afstemt med hans vision. Tag målet Froholdt scorer mod Banik i Parken. Det er et mål lige ud af bogen på Neestrups fodbold. Vi ved også, han står for højt intenst pres, samtidig med at han ønsker at være i besiddelse og bygge op fra bunden – men hvorfor ser vi det ikke på banen længere?
Vores midtstoppere – ja, særligt dig Vavro – står jo bare og losser bolden i dybden ved hver en lejlighed. Vores pres er ikke-eksisterende. Bevares, en enkelt, eller to spillere hvis vi er heldige, skal nok initiere et pres, men resten af holdet står som kegler og kigger på. Det samme kan siges, når vi skal skabe chancer. Altså, hvem fanden vil have bolden? Kommentatoren under Viborg-kampen sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor flere spillere, Mattsson etc., har så mange boldberøringer. Jamen, sgu da fordi ingen, som i absolut ingen, står klar til at modtage bolden. Når vi har mulighed for en omstilling, er der NUL bevægelse, og vi ender derfor med et par træk for meget og til sidst en bold til siden, hvis vi er heldige – men lad os være ærlige, det ender efterhånden 10 ud af 10 gange med en bold tilbage i banen.
Men jeg forstår ærligt talt ikke, hvor det er kæden er hoppet af, og hvorfor spillet slet ikke hænger sammen længere - og ikke har gjort det i lang tid.
For mig er løsningen ikke, at Neestrup smutter i dag, for så står vi med en Hjalte Bo Nørregaard til at sikre europæisk gruppespil, og så ramler korthuset da først. Nej tak herfra til den løsning. Der må være en form for fundament, vi kan falde tilbage på nu, og sikre et gruppespil mod fucking sidstepladsen fra Skotland – et gruppespil, der gerne skulle være så godt som hjemme, når kampen er slut her om ca. 100 timer i Parken på torsdag.
Neestrup har i min bog omkring to uger til at redde sin tid i klubben. Der skal være markante forbedringer mod Kilmarnock over to kampe, samt i kampene mod FCN og BIF, der giver mere end troen tilbage, ellers må han være fortid. Vi har været så langt fra niveau gennem stort set hele 2024, og 2023 blev jo heller ikke afsluttet på magisk vis.
Det betyder også, at Sune med alt sandsynlighed skal i gang med en opgave, som jeg forestiller mig kommer noget tidligere, end han havde forventet – nemlig at udpege en ny cheftræner. Der er brug for en profil med et tydeligt koncept. En der kan skabe dominans igen, og med en taktik der både kan virke i Europa og i Superligaen. Om det er mod de øvrige top 6-hold eller mod ligaens bundhold, skal de fleste altså kunne trykkes i bund gennem størstedelen af en kamp, når de besøger os i Parken - Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set det ske?
Det er en skam, vi ikke havde været lidt mere forudseende med vores situation for et par måneder siden og fået en dialog med Bo Svensson op at køre, men jeg ved heller ikke, om det egentlig var realistisk efter hans succes i Bundesligaen i begyndelsen med Mainz. Det har nok åbnet nogle flere døre for ham, og lukket andre, som jeg blandt andet forstiller mig indebærer os.
Ellers er et navn som Kjetil Knutsen interessant for mig. En, der kan dominere ligaen år efter år, og samtidig få holdet til at præstere i Europa. Dertil er han skandinav, hvilket også tæller op. Så er det spørgsmålet, om han kan etablere samme fundament uden sin sportsdirektør, som han angiveligt har et specielt samarbejde med. Der er også spørgsmålet om, hvorvidt han kan praktisere sin spillestil på samme måde, hvis hjemmeunderlaget ikke længere er kunstgræs. Men noget i den boldgade så jeg gerne, hvis Neestrup ikke får vendt det her inden månedens udgang. Jeg vil så gerne stadig være på Team Neestrup, men som tidligere nævnt tror jeg desværre ikke længere på, at han får det vendt. Det her går altså dybere end blot usikkerhed på grund af stor udskiftning i spillertruppen, som vi ellers lader til at være bildt ind er årsagen.
/rant