Jeg ved af gode grunde ikke hvad der sker mellem Neestrup og spillerne, men det ville ikke overraske mig hvis denne unge og paedagogiske kloge danske traener mangler den noedvendige haardhed og kynisme ift. spillerne. Har han virkelig autoritet til at gaa i koedet paa Delaney? Hvad har han gjort der giver ham den autoritet?
Det er svaert at goere det til en 1-1 forklaring paa det der sker paa banen, men det virker ikke til at der spillere der i bedste Schmeichel stil tager fat i kraven paa medspilleren naar der bliver lavet en fejl. Der tolereres simpelthen for meget med for lidt konsekvens fra Mandag til Loerdag og det udmoenter sig i det samme om Soendagen.
Der er helt sikkert noget i det her, som har været et problem i mange år. Det starter i den sidste tid med Ståle, hvor det var tydeligt, at han tabte omklædningsrummet. Ledergruppen med Boilesen mv. var simpelthen i opposition til ham. Min klare fornemmelse var, at der var en gruppe af antiledere, der simpelthen havde mere øje for dem selv end holdet. Husker I f.eks. situationen, hvor Boilesen udtaler, at han er mere berettiget til at spille end Vavro, da Boile er røget på bænken?
Efter Ståle kom “flinke” Thorup, der aldrig nogensinde fik sat sig i respekt. Han virkede aldrig for alvor til at have respekten, og “de gamle” fik alt for lang snor.
Det var forfriskende, da Neestrup kom til, for han startede med at tage et opgør med flere af de “herskende” i spillertruppen. Han smed bl.a. Boilesen ud af ledergruppen og vragede Ankersen (som var lort indtil de sidste måneder før kontraktudløb). Med tiden fandt han så sine egne “venner”, der fik alt for lang snor. De bedste eksempler er Falk på 6’eren og Cornelius, der har spillet hver eneste gang, han har kunne gå fire meter uden at blive skadet.
Har vi ikke alle prøvet at have den kollega, der ikke bidrager med en skid, ofte er fraværende og er et minimum af teamplayer, men af uransaglige årsager har en stjerne ved ledelsen? Om man vil det eller ej, så skaber det bare utryghed, mistillid og foragt, når noget åbenlyst ignoreres af dem, der “sætter holdet”. Overvej, hvor lidt vores spillere må opleve, at Cornelius bidrager med, men alligevel skal de se dem selv eller holdkammeraterne blive vraget gang på gang. Det er simpelthen ikke godt for nogen.
Derudover må der være en utrolig lav grad af psykologisk tryghed, når en (for) stor del af truppen ikke aner, hvad de skal indenfor et år. Hvor er lejespillernes familier? Hvor permanent kan de “flytte ind”? Skal de bruge tid på at lære noget sprogligt?
Når træneren så tager utrygheden med ind på banen, så tænker jeg, at det kan være svært at præstere.
Neestrup skifter rundt mellem formationer. 4-4-2 med Mattson og Claesson som angribere, 5-3-2 hvor Diks både kan spille til højre, centralt eller til venstre, 4-3-3 med eller uden angriber. Tilmed piller Neestrup ofte de spillere ud, der får succeser. Chiakha, der laver mål i Europa, men så nærmest ikke ser banen i en måned. Chiakha, der bliver matchvinder mod Nordsjælland, men to kampe senere vrages, fordi Cornelius nu er i stand til at lunte igen. Achouri, der genfinder sig selv mod Brøndby efter et drømmemål, men så skal bænkes mod FCM.
Jeg tror simpelthen, det er tæt på umuligt for spillerne at fungere ordentligt i det, der bliver dem budt af Sune og Neestrup. Det er som om, at den sportslige ledelse har viden om spilleres tekniske færdigheder, men der stopper deres kompetencer så også. Viden om gruppedynamik, psykologi og alt muligt andet er totalt nedprioriteret (er der nogensinde hyret en sportspsykolog siden vi fyrede en for et år eller to siden?).
Vi har ting, der skal styr på, som ikke bare handler om, at vi skal have en ny målmand.