Jeg vil dog til stadighed argumentere for - omend jeg ved, jeg står relativt isoleret med holdningen - at arrogance er negativt uanset hvad. Man kan ikke slå sig op på positiv arrogance, og så forvente, at den hårfine grænse mellem dét og hovmod, ikke bliver et (måske også afgørende) tema. Man bliver ikke kyst eller selvudslettende ved at gå ydmygt til opgaverne, uanset regi.
Matias@
Meget interessant take Matias, tænker du at der kan drages direkte paralleller mellem vores til tider arrogante tilgang til nogen kampe, og at vi som klub, har gjort den positive arrogance til en del af vores kulturidentitet? At det bliver en form for en selvopfylden (dysfunktionel) profeti i klubben, eller læser jeg for meget ind i det du skriver?
Rent psykologisk er tanken ret betagende. Man ser det jo mange steder, hvor andre klubber, slår sig op på tematikker og værdier, som følges gennem årtier og bliver en del af inventaret og den kultur folkene omkring klubben opdrages i. Det er naturligvis fantastisk, hvis tematikker eks. er hårdt arbejde, ydmyghed, professionalisme o.l.
I det tænkte eksempel, at brandingen i vores klub, med den positive arrogance, har slået rødder i kulturen til en grad, at det netop har sin andel i det vi bevidnede i dag, ja så kan man da tale om, at skyde sig selv i foden.
I så fald, er jeg SÅ nede med en re-branding kan jeg mærke ;)