Det er jo svært at sige, hvornår noget er udfaldet af en klubs grundidentitet, og hvornår noget er udtryk for en spillers personlighed. Jeg synes bare at kunne se, at arrogance er en af klubbens absolut største fjender, hvorfor det har været håbløst at ophøje den til en del af grundidentiteten. Man kan jo for fanden godt være stolt af det, man har opnået, det niveau, man præsterer på og alle de gode ting, samme kaster af sig, uden det skal udtrykkes igennem en eller anden form for arrogance.
Det er i øvrigt af lige netop dén årsag, at jeg er ret skeptisk når det kommer til trænervalg. Jeg tror på, at truppen skal ledes af typer som Ståle Solbakken og Jacob Neestrup, som ikke bare har klubben helt inde under huden, men som også stålsat og til tider aggressivt arbejder for den kollektive ærgerrighed som katalysator for den sportslige succes, der nødvendigvis må defineres ud fra forestillingen om, at det man gør, er i det fælles projekts tjeneste - gående fra spiller til hold og fra hold til klub.
Klubben kan, som jeg ser det, ikke tåle positiv arrogance. For selv under kyndig ledelse kan det fristes af at blive vekslet til hovmod, der drives af en substansløs søgen på forbigående anerkendelse. Sådan, sat på spidsen. Se på dagens kamp, hvor den groteske kontrast blev kampens vendepunkt. En showman mødes af et meget malplaceret jubelbrøl, der udbrød efter de første to finter i eget felt ved 3-2-reduceringen, men efter den tredje finte forstummede det, og i momentet efter var jubel vekslet til først tavshed, siden forhånelse. Og København er bare i sig selv en faldgrube for hovmod. Den emmer af den udbredte diskurs, at man er meget federe end alle de andre. Og det udgangspunkt kan man så gange med ti, når det kommer til feterede stjerner. Og klubben er en del af København, ligesom spillerne i høj grad er det. Derfor er det - igen, i min verden - afgørende, at man accepterer identiteten som en præmis, dog ikke som en præmis for et venskab, men som præmis for en både nærværende og present fare, som man skal arbejde hårdt på, ikke får inficeret truppens mentalitet.
Måske er vi alligevel en del tilhængere, der har det sådan, men adspurgt over en bred kam, tror jeg majoriteten blandt både fans og klubbens ansatte mener, at positiv arrogance er lidt lækkert at definere sig som.
Det er i øvrigt af lige netop dén årsag, at jeg er ret skeptisk når det kommer til trænervalg. Jeg tror på, at truppen skal ledes af typer som Ståle Solbakken og Jacob Neestrup, som ikke bare har klubben helt inde under huden, men som også stålsat og til tider aggressivt arbejder for den kollektive ærgerrighed som katalysator for den sportslige succes, der nødvendigvis må defineres ud fra forestillingen om, at det man gør, er i det fælles projekts tjeneste - gående fra spiller til hold og fra hold til klub.
Klubben kan, som jeg ser det, ikke tåle positiv arrogance. For selv under kyndig ledelse kan det fristes af at blive vekslet til hovmod, der drives af en substansløs søgen på forbigående anerkendelse. Sådan, sat på spidsen. Se på dagens kamp, hvor den groteske kontrast blev kampens vendepunkt. En showman mødes af et meget malplaceret jubelbrøl, der udbrød efter de første to finter i eget felt ved 3-2-reduceringen, men efter den tredje finte forstummede det, og i momentet efter var jubel vekslet til først tavshed, siden forhånelse. Og København er bare i sig selv en faldgrube for hovmod. Den emmer af den udbredte diskurs, at man er meget federe end alle de andre. Og det udgangspunkt kan man så gange med ti, når det kommer til feterede stjerner. Og klubben er en del af København, ligesom spillerne i høj grad er det. Derfor er det - igen, i min verden - afgørende, at man accepterer identiteten som en præmis, dog ikke som en præmis for et venskab, men som præmis for en både nærværende og present fare, som man skal arbejde hårdt på, ikke får inficeret truppens mentalitet.
Måske er vi alligevel en del tilhængere, der har det sådan, men adspurgt over en bred kam, tror jeg majoriteten blandt både fans og klubbens ansatte mener, at positiv arrogance er lidt lækkert at definere sig som.