Jeg har fulgt med lidt på afstand gennem længere tid, men jeg må indrømme, at jeg er overrasket over, hvor let der bliver taget på Tristan Panduros, Milas Jørgensens og Rayan Bardghjis afgang fra ungdomsholdene.
I Tristans tilfælde kan man godt finde en forklaring. Han har i lang tid haft stor gavn af sin fysik, og det har været tydeligt, at overgangen til næste niveau har været svær, efterhånden som de fysiske fordele er blevet mindre. Den slags forløb ser man jævnligt, og selvom det selvfølgelig er ærgerligt, er det til at forstå.
Med Milas og Rayan er situationen en helt anden. Det er spillere med et meget højt teknisk og spillemæssigt niveau, og derfor bør deres afgang vække langt større bekymring. Havde de taget skridtet til en absolut europæisk topklub, kunne man leve med det. Men når de i stedet ender i FC Nordsjælland, peger det på et problem, der rækker ud over de enkelte spillere.
Man kan pege på Rosengård som et alternativt udviklingsspor, og det er fint nok og kan formentlig være med til at hjælpe nogle spillere videre. Men det er svært at se, at det skulle være attraktivt for de danske elitetalenter. Hvorfor skulle de vælge den vej, når de i stedet kan spille Superligafodbold og få reel seniorerfaring i klubber som eksempelvis Farum eller Viborg, sådan som vi har set det med Thomas Jørgensen?
Det giver derfor grund til at spørge, om klubben i øjeblikket tilbyder den mest attraktive og troværdige vej fra ungdom til senior for de største talenter. Hvis FC Nordsjælland i stigende grad bliver opfattet som det bedre sted at udvikle sig, særligt for tekniske profiler, er det en udvikling, man bør tage meget alvorligt.
Spørgsmålet er i sidste ende ikke kun, hvad der er gået galt i de enkelte tilfælde, men hvordan man fremadrettet sikrer, at klubben igen fremstår som det oplagte valg for de største talenter, når det gælder både udvikling, tillid og konkrete muligheder på seniorniveau.