Har FC København et strukturelt problem med at få succes med afrikanske spillere?
Jeg er bevidst om, at dette kan opfattes som en kontroversiel holdning, men lad os tage debatten på et seriøst og fodboldfagligt niveau.
Hvis man ser nøgternt på FC Københavns historik, er det svært ikke at undre sig over, hvor få spillere med afrikansk afstamning klubben reelt har haft sportslig succes med over længere tid. Hvis vi ser bort fra spillere som Elias Ashouri, står listen bemærkelsesværdigt kort.
Reelt peger den tilbagevendende succes på Dame N’Doye – både i hans første periode og ved comeback – samt Daniel Amartey, der dog blev solgt relativt hurtigt. Går man endnu længere tilbage, er det måske Zuma, der nævnes. Det er et meget begrænset antal for en klub af FCK’s størrelse og ambitioner.
Sætter man det i kontrast til FC Midtjylland og FC Nordsjælland, bliver forskellen tydelig. Her kan man relativt nemt tælle henholdsvis omkring 11 og 15 spillere med afrikansk baggrund, som har haft markant sportslig succes. Det rejser et legitimt spørgsmål: Hvorfor halter FCK så langt bagefter på netop dette område?
Er problemet scouting, tålmodighed – eller integration?
Årsagen er næppe én enkelt faktor. Det kan handle om:
• Mangelfuld eller forkert scouting
• For lav tålmodighed
• Eller en manglende evne til at integrere spillere, der kommer med en anderledes kulturel, social og personlig bagage
Under Jacob Neestrup har jeg bidt mærke i, at flere spillere – særligt mørke spillere – tilsyneladende har haft en meget kort snor.
Et eksempel er Garananga, som blev fravalgt til en vigtig kamp mod FC Midtjylland sidste efterår, og selvom Pantelis Hatzidiakos kun havde været i Danmark i omkring 24 timer så blev han fortrykt fremfor Garananga som havde været i klubben under hele opstart fasen. Hvad gør sådan en beslutning ved selvtilliden hos garananga efterfølgende ?
Et andet eksempel er Yoram Zague, som blev lejet for ét år, men hvor tålmodigheden allerede virker opbrugt – på trods af at talentet tydeligvis er til stede.
Kontrasten til tidligere FCK – og til konkurrenterne
Det rejser også spørgsmålet: Ville Dame N’Doye få samme succes i dagens FCK?
Alle ved, at han i starten var kendt for at komme for sent til træning og for en mere afslappet tilgang. Men gennem individuelle samtaler og Ståle Solbakkens pædagogiske ledelse blev han formet til en af Superligaens bedste angribere nogensinde.
Ser man på FC Midtjylland, er Franculino Djú et oplagt eksempel. Han har en anderledes tilgang til træning og hverdagen, men klubben har formået at rumme ham – og resultatet er en megastjerne. Det er svært at forestille sig, at han ville få samme snor i FCK i dag.
Et professionelt krav – men også et klubansvar
Fodbold er en benhård og professionel branche, og krav om disciplin og seriøsitet er nødvendige. Men mange af disse spillere:
• Kommer alene til Europa
• Har et stort forsørgeransvar over for familie
• Oplever pludselig en helt ny økonomisk og social virkelighed
Det ændrer hele deres livssituation – og her mener jeg, at klubben har et ansvar for at stille med mere end bare krav. Vejledning, støtte og forståelse er ikke modsætninger til professionalisme – de er ofte forudsætningen for at få det bedste ud af spilleren.
En vigtig præcisering
Lad mig understrege én ting meget klart:
Jeg påstår ikke, at FC København eller Jacob Neestrup er racister eller fravælger spillere på baggrund af hudfarve.
Spørgsmålet er derimod, om klubben i dag i tilstrækkelig grad forstår og håndterer de særlige vilkår, som mange spillere med afrikansk baggrund kommer med – og om trænerteamet og klubbens struktur overhovedet er gearet til det.
Hvis ikke, risikerer FCK ikke bare at miste talent – men også mesterskaber.
Jeg har gået rundt med disse tanker længe, og jeg håber, vi kan tage en seriøs, nuanceret og fodboldfaglig debat om det.