Nå, dagen derpå, og euforien har om ikke lagt sig, så fundet et mere medgørligt leje. Jeg har gjort nogenlunde de samme betragtninger som repos, om end jeg må sige, at jeg har plus på kontoen omkring samme, da jeg er en anelse mere positiv, her et halvt døgn efter kampen blev spillet.
Jeg synes simpelthen vi spillede afsindig godt. Eller, i 50-55 minutter måske, men det vigtige var, at vi lagde ud, som vi gjorde. Jeg har ofte kritiseret FCK for ikke at kunne skabe kampene (internationalt) mod hold der holder niveau - det kunne vi i går. For første gang nogensinde skabte FCK kampen mod en stærk modstander, i en afgørende kamp. Højt pres, fremragende pasninger der lå foran den modtagende spiller (det er der virkelig blevet fokuseret på, kan man se), gode løb og et - for alle mand - udtalt engagement, der stressede modstanderen så meget, at de skulle til pause for at finde hoved og hale i positioner og aftaler. I går havde vi 5-6-7 spillere ad gangen, der ville noget i offensiven, samtidig med, at der hele tiden var klarhed over rollerne ved tilbageløb, "gen-pres", fortjek osv. Der var mange hold der ville have haft det svært imod FCK i går, også mange gode hold. Nu er meget af min fodboldkærlighed jo solidt parkeret i Amsterdam, og jeg må sige, at FCKs tilgang til kampen, var med samme fodboldfilosofi som den jeg er vant til at se Ajax praktisere. Angrebslyst, tempo og aggressivitet. Det er dejligt at se, at det er det, man er kommet frem til, skal være vores vej i Europa. Bevares, jeg kan sagtens leve med andre indgangsvinkler, hvis opgaverne kræver det, men godt at se, at man også kan det, der blev vist prøver på i går.
I øvrigt pudsigt at det var to hovedstødsmål der sendte os i CL, når nu vi havde så meget etableret, flot og chanceskabende spil langs jorden.
Det sagt, har repos selvfølgelig helt ret i, at der stadig er en del at arbejde med. Det er ulideligt (især for nerverne) at chancerne misbruges gang på gang. Også i Norge havde vi tre oplagte. I går havde vi vel det dobbelte. Hvis ikke flere. Posh og Santin er de helt store syndere i den forbindelse. Det er slet og ret ikke godt nok. De var dog ikke vores dårligste kort i går. Det var derimod N´Doye, som - som repos også er inde på - spillede sin anden ringe kamp ud af ligeså mange mulige mod Rosenborg. Han kom aldrig i gang. Han plejer at kunne sætte sig igennem fysisk, og ad den vej bidrage til vores offensiv, fordi bolden (via ham) flyttes op omkring modstandernes felt - det gik så heller ikke så godt med det i går. I tilgift var han langsom. Også i spilopfattelse. Jeg er dog sikker på, at han nok skal komme efter det.
Ligesom min lidt mere kritiske bold.dk-FCK-kammerat fra Nordjylland, var jeg ærgerlig over, at 2. halvleg ikke fulgte op på de første 45 minutter. Jeg har dog forståelse for, at det ikke var så lige til. Rosenborg havde fået justeret på et par pladser, herunder centralt på midten, og virkede bedre organiseret efter pausen. Og mere aggressive. Det skulle de også. Jeg vil dog påstå at de selv med den indstilling, var blevet kørt over i 1. halvleg, for der ville FCK ikke være præget af, at have tid til at tænke over konsekvenserne af de mange forpassede scoringsmuligheder. Og det var, tror jeg, primært det, der adskilte første halvleg fra anden. Flere gange blev bolden tålmodigt spillet frem og tilbage i et lille område, hvilket kan være fint, men ikke er det, når modstanderen blot mangler ét enkelt mål, for at ødelægge alt. For det gav for det først Rosenborg chancen for at organisere sig, for det andet blev det dem der pressede os til at begå fejl, fordi deres pres og boldjagt var begrænset til så små områder, at det hele tiden var et spørgsmål om tid, før bolden kom på deres fødder. Kvist f.eks. missede en hel del oplagte muligheder for sideskift - som både ville have trukket Rosenborg fra hinanden samt givet os selv mere plads at spille på - og var på den led et symptom på det fokusskifte, der var mellem FCKs første og anden halvleg.
Mine (reelle) karakterer:
Wiland: 10
Gode redninger og modige aktioner i feltet, men stadig alt, alt for ringe på udspark (det er jo grotesk).
- - - - -
Posh: 7
For uskarp i offensiven og et par alvorlige koncentrationssvigt i defensiven.
Sølvi: 10
Knivskarp i duelspillet, som gjorde, at Rosenborg aldrig helt fik fat offensivt. Og så endda målscorer for første gang i sin FCK-tid.
Antonsson: 9
Var glimrende samlingspunkt for forsvaret, og samspillet med Sølvi virkede trods skønhedsfejl, bedre end tidligere set.
Wendt: 9
Virkede noget nervøs og ufokuseret i en del defensive aktioner (særligt i slutningen af kampen), men har en stor andel i vores flotte første halvleg.
- - - - -
Vingaard: 9
Det lignede at han ville bevise, at han kan spille med internationalt. Særdeles aktiv både på kanten og når han støttede den centrale midtbane. Godt blik for spillet og sort uheld, at han ikke fik scoret.
Kvist: 8
To vidt forskellige halvlege for anføreren (som han vist efterhånden er blevet). Helt sindssygt kontrollerende i første, og old-school-Kvist i anden, med langsom og til tider usikker boldomgang.
*** Claudemir: 11 ***
For mig er han forvandlingen af FCK. Han er den spiller, vi har manglet i så lang tid. Der er tempo i alt hvad han foretager sig. Og det smitter af på resten af holdet. I går var det tydeligt. Han sætter konstant sine medspillere i scene, han er bevægelig og tilbyder sig, han er god at spille bolden op på, han har en fin teknik, han er arbejdsom og han er en udtalt vindertype. Hvad sker der for resten for de indkast der? Han er simpelthen et gigantisk scoop. For 1 (én!) mio. Euro. Det er vanvittigt. Det kan betale sig at kigge mod Holland :-)
Grønkjær: 10
Var i hopla i går. Som kun Grønkjær kan være det. Det er tvingende nødvendigt at vi har spillere, der kan udfordre som han kan. Rosenborg var, med god grund, meget bange for ham.
- - - - -
N´Doye: 6
Lavede to gode ting i går (bl.a. en stikning til Santin), men var ellers helt væk. Tabte dueller, løb til de forkerte områder, var dårlig til at orientere sig og var uskarp foran kassen.
Santin: 9
Missede tre store chancer, hvilket der naturligvis ikke er plads til, men var ellers et vigtigt aktiv i vores offensiv. Han læser spillet godt og kan udfordre helt fremme, hvor det gør ondt på modstanderen. Det tvinger dem til at holde et par spillere helt tilbage.
- - - - -
Hjalte: 8
Kom ind da der skulle arbejdes, og gjorde det fint. Det fik ikke vendt billedet på 2. halvleg, men han gjorde alligevel en god figur.
Larsson: ub
Kom som Zanka på banen for først og fremmest at gardere os i mod de høje bolde i slutfasen, samt for at få tiden til at gå.
Zanka: ub
- - - - -
Ståle: 10
Det taktiske oplæg var helt perfekt, og for en gangs skyld synes jeg han skal holdes ansvarsfri for spillernes uskarpe afslutninger. Det er jo ikke fordi samme spillere ikke kan i andre kampe - mod Rosenborg har det bare haltet. Han kan selvfølgelig agere anderledes i 2. halvleg, men jeg tror ikke det havde gjort stort fra eller til. Og hey, vi er i CL - mission accomplished.
Nu skal det blive spændende både at følge lodtrækningen senere på dagen, samt se om der ikke kommer endnu en trupfornyelse inden længe.