Det er ren historieløshed, når der igen henvises til modstanderens ringe forfatning. Det der sker - som netop er det, man nødvendigvis må erkende - er at uden et nødvendigt fokus (herunder som minimum at stille med de stærkeste spillere) på opgaven, får man et FCK-hold der slapper af og tror tingene kommer helt af sig selv. Men det gør de naturligvis ikke.
Vi skal have tre point, så simpelt er det. Det fik vi ikke mod Randers, som var skidt kørende, i trupmæssig gevaldig ubalance, uden et par af deres absolut største profiler fra de seneste sæsoner - Jonas Borring og Christian Keller - og alligevel kunne vi ikke sætte spillet imod dem, bl.a. fordi man lige havde slået de nærmeste konkurrenter i Parken, så nu var al tvivl om hvor guldet bliver placeret forduftet fra spillernes bevidsthed. Sagen er den, at vi er på udebane, og der har vi det svært. De seneste tre kampe på udebane er endt med 1-3 i målscore og 2 point. Mod AGF, FCN og Randers.
Kunne man spare sig til tre point og fuldt opladede batterier mod FCM, jamen så var det da bare det, man skulle gøre - men det kan man ikke. Det man i stedet skal gøre, er at sætte konstant pres på sine nærmeste rivaler, ved at sejre og dermed holde et pointmæssigt snit, som gør det vanskelligt at følge os. Det gør nemlig også, at man kan tåle pointtab til netop de nærmeste konkurenter, og det kan vise sig ret vigtigt, når regnskabet skal gøres op efter 33 runder. For at sætte det pointmæssige pres på rivalerne, skal man stille med stærkeste opstilling hver evig eneste gang. Som minimum. For det alene er rækker ærgerligt nok heller ikke, som de seneste udekampe har vist - men det er et absolut minimum.