Det er bl.a. det, der er galt. Spillerne sættes ikke ordentligt op til opgaverne i "usexede" omgivelser. Og det er gift for os. Som om vi ikke i forvejen er ramt af super selvfedarrogance, som kommer til udtryk gennem spillerne som forkælethed, en evindelig muggen over kenderlser, der ikke går vores vej, manglende løb for hinanden osv.
Ståle Solbakken kan snakke nok så meget om at han sætter holdet over alt andet (og revser Benjamin Verbic for i et nanosekund ikke at gøre det), men når bærende spillere - som han ikke sportsligt kan forsvare, at sætte af - får lov at fortsætte sådan en adfærd, da bliver det ikke bedre.
Det kan godt være at spillere som Hutch og Michael Silberbauer havde sine begrænsninger ift. at åbne forsvar, men for fanden hvor kunne de løbe for sine medspillere. De løb og løb og løb. Og når de var færdige med det, så løb de lidt mere. Ikke at jeg ønsker et hold af rendyrkede arbejdsheste, som afstedkommer et hav af tætte kampe som lige nøjagtigt genererer et antal 1-måls-sejre, der sikrer mesterskaber, men jeg kunne godt bruge mere holdånd og ærgerrighed.