Redigeretfre 20. maj 2016
"... hellere en fyr, der kan fremlægge 7 timers videodokumentation for forbedrede offensive løbemønstre i 442 og succesfuld integration af unge spilleer"
- Enighed igennem ironisk distance kan selvfølgelig føles befriende let, men naturligvis er min holdning den, at en profil der brænder for lige netop dén opgave, og som har bevist at han kan varetage den (som Bård Wiggen), alle dage vil være at foretrække frem for et kært, nostalgisk gensyn, som måske, måske ikke, har den rette profil.
Som med spillerne, handler det ikke så meget om position, men om evner. En træner kan have erfaringer med mange andre formationer, det er selvsagt ikke det absolut afgørende.
"Jeg synes det er svært at se entydig fremgang i den strukturerede del af vores offensive spil"
- Der er ellers sket i særdeleshed én bemærkelsesværdig ændring. Vi spiller for første gang med "omvendte" kanter (altså højrebenet i venstre side, venstrebenet i højre side). Dette har givet yderligere plads til backerne, og tillader os bl.a. at stå højere på banen. Ståle Solbakkens opfindelse? Måske, men jeg tvivler. Jeg undrede mig i starten af Peter Wettergrens tid over, at man ville være bedre til at true i bagrummet - men det er faktisk blevet bedre gennem den ændring. Det er selvfølgelig en alternativ variant, men det er blevet bedre. Tidligere har det ikke været et prioriteret valg (at spille med omvendte kanter), da man i højere grad har satset på spillermæssigt flere muligheder for at komme til baglinjen. Det betyder selvfølgelig at man i kontrafaser kan stå lidt svagere ift. at trække modstanderne helt ud af geled, til gengæld står man stærkere i etableret offensiv, da mulighederne er flere. Og det er trods alt det, vi gør os mest i - den etablerede offensiv. I kampe hvor modstanderne vil knap så meget offensivt, er det derfor blevet bedre, hvilket ikke mindst kan aflæses af resultaterne på hjemmebane.
Yderligere har selve spillerudviklingen også været tydelig. Youssef Toutouh er blevet markant bedre, og lidt "følsomme" spillere som Kasper Kusk og Peter Ankersen har fundet ind i deres roller. Federico Santander ligeså. Alt kan naturligvis ikke tilskrives Peter Wettergren - det er jo spillerne selv, der skal kunne og ville udvikles - men det er relativt mange, som er vokset i denne sæson, hvor han har været en del af trænerteamet. Jeg kan selvfølgelig ikke pege på, hvad han konkret har gjort, men jeg kan se, at både spillet og flere spillere har udviklet sig henover sæsonen, og det var det, han blev ansat til at sætte i gang. Jeg må derfor antage, at han har nogenlunde styr på det, han foretager sig.
Ovenstående har taget form på relativt kort tid. Det forestiller jeg mig ikke, at Ståle Solbakken havde evnet alene, uden den rette profil ved sin side. Det er derfor vigtigt at der kommer en ny ind (hvad man da også arbejder på), for at fortsætte med at bygge på.