Jeg er til gengæld irriteret over, at så tåbeligt og unuanceret et skriv, får spalteplads. Fordi det derved gøres til et reelt alternativ, til synet på, hvad Ståle Solbakken har udrettet.
For det første - det aller, aller første - så er det naturligvist vigtigst, at FCK vinder mesterskabet. Derefter gør en god figur i Europa. Endelig at man vinder FCK-turneringen (pokalturneringen). Og dertil behøves sejre og point, så mange, som muligt. Så mange sejre, som muligt, kommer af kontinuitet, sikkerhed i konceptet, sikkerhed for spillerne i deres roller. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt at eksperimentere her og der, for at give lidt mere sprudlende spil, henover en sæson, for at tilfredsstille tåbe-fans behov for, at fodbold skal være lidt mere underholdende a la Barcelona eller håndboldlandsholdet.
For det andet, og ganske vigtigt, findes der ikke det store statistiske materiale, der bakker holdningen i artiklen op. Argumentationen er derfor hængt op på temperament og indgangsvinkel til det, at kunne lide at se fodbold. I jubelsæsonen 10/11 scorede holdet 2,33 mål i snit, i denne er snittet 2,05. Udover jubelsæsonen, er dette den bedste FCK-sæson på det parameter. Ligeså på de fleste andre interessante parametre, bl.a. hentede vi blot 0,12 point pr. kamp færre i denne sæson, ift. 10/11. I vores tredje "supersæson" (06/07), scorede vi 1,82 mål i snit pr. kamp, ligesom den sæson bød på, igen, endnu lavere pointsnit (2,30) pr. kamp. Min pointe er, at vores absolut bedste sæson nogensinde (igen, 10/11), ikke bør være benchmark for FCKs generelle niveau. Det er komplet urimeligt.
For det tredje byder artiklen på flere helt tossede spillervurderinger. Vores angribere, i særdeleshed Andreas Cornelius, sætter gerne direkte modstandere af. Han gør det ikke igennem finurlige driblinger, men fysik. Hvis man ikke kan huske eksempler, skal vi sådan set blot et par uger tilbage i tiden, til pokalfinalen. Den slags har han vist flere prøver på i denne sæson. Michael Silberbauer som kreativ wing? Nej. Nej, nej, nej. Det var han ikke. Han var god, driftsikker og målsøgende, ikke kreativ. I det hele taget var 06/07 netop mere maskine end kreativitet.
Min holdning er, at selvom der er plads til forbedringer, kan vi ikke bare lige satse på at kunne hive det bedste fra alle verdener. Vi kan ikke lige blive eller blot nærme os Ajax´ talentudvikling og deres evne til at integrere unge spillere på holdet, vi kan ikke bare lige tage eller blot nærme os Monacos offensive spil til os. Vi kan end ikke blot lige blive, som FCK anno 10/11. Et så bevidst sats på et par af de elementer, som ikke er FCKs force, vil koste på meget af det, der giver den succes, vi på et meget stabil niveau er blevet forkælet med, de sidste godt 17 år. Jeg har ikke en masterplan for en udvikling af konceptet, som jeg er tilhænger af, baby steps på alt, også forventningerne, er mit bedste bud. Hvilket er en proces, der allerede er i gang. At hive offensive trænere ind, at udvide og udvikle sit scoutingnetværk, at investere i ungdomsafdelingen osv. Men det tager tid. Og i den tid skal vi beholde vores position, og det gøres igennem vores gennemtestede, stærke koncept. Hvis positionen ikke holdes, falder drømmene til jorden med et brag.