Hehe, repos.
Armando, der et par af dine punkter, jeg vil kommentere. Jeg er sådan set enig i at det kan opfattes som et paradoks, at jeg på et tidspunkt mente at man skulle stikke Ståle Solbakken en livstidskontrakt, for siden at ønske ham smidt på porten. Men det er der nu ikke noget borderline over, hvilket jeg beklager, for du virker oprigtigt interesseret i at diagnosticere. Der er faktisk en meget simpel årsag, som er ganske ukompliceret: Da jeg skrev det første, havde han ikke vist tegn på en manglende forståelse for at omgive sig med personer, som på den ene eller anden måde kan støtte ham i hans projekt, således at også han bliver en succes. Det gjorde han i hans første periode, men fandt ud af, at det ikke holdt i længden. Siden har han holdt sig til "sikre vindere", hvilket giver god mening. Men når man så hælder sådan et setup ud med badevandet, for ikke i tide at have et nyt klart, tegner der sig et billede af en person, som ikke har lært af egne fejltagelser. Og det kunne jeg af gode grunde ikke vide ville ske, da jeg ønskede ham en livstidskontrakt.
Det sagt er det klart, at selvom man ønsker noget skal holde for evigt, kan man på et tidspunkt ændre holdning. At ændre holdning er heller ikke udtryk for anden sindstilstand, end blot en erkendelse af, at virkeligheden har ændret sig, således at ens holdning til samme også må gøre det.
Og selvfølgelig er det tilladt at ændre holdning. Jeg ser det ikke som et nederlag at tage fejl eller skifte holdning til noget. Jeg ville til gengæld finde det ret utilstrækkeligt, hvis jeg gik og mente, at alt det jeg har ment på et tidspunkt, skulle gælde til evig tid. Jeg mener noget, så længe det jeg mener, giver mening for mig. Hvis jeg bliver mødt med bedre argumenter (for noget andet, end det jeg mener), eller virkeligheden ændrer sig, justerer jeg synet på det givne emne. Så nej, et citat / en holdning forpligter ikke længere, end virkeligheden kan række. Når jeg f.eks, skriver dette (om genansættelsen af Bård Wiggen): "... fordi det er et udtryk for, at Ståle Solbakken trods alt erkender, at han ikke kan alt selv", er det jo netop en erkendelse af, at jeg har taget fejl. Og det er en erkendelse, jeg er glad for, da det kommer FCK til gode. Når jeg stadig har min tvivl om Ståle Solbakkens projekt, hænger det sammen med, at han faktisk har ladet tingene komme så langt ud, som truppens skrøbelige tilstand er et udtryk for. Der har været både rigeligt med tid og muligheder for, at dette ikke skulle ske. Jeg tager det som et tegn på en overvurdering af egne evner, og det er ikke positivt for det, der kan få mig til tasterne, nemlig FCK.
Armando, der et par af dine punkter, jeg vil kommentere. Jeg er sådan set enig i at det kan opfattes som et paradoks, at jeg på et tidspunkt mente at man skulle stikke Ståle Solbakken en livstidskontrakt, for siden at ønske ham smidt på porten. Men det er der nu ikke noget borderline over, hvilket jeg beklager, for du virker oprigtigt interesseret i at diagnosticere. Der er faktisk en meget simpel årsag, som er ganske ukompliceret: Da jeg skrev det første, havde han ikke vist tegn på en manglende forståelse for at omgive sig med personer, som på den ene eller anden måde kan støtte ham i hans projekt, således at også han bliver en succes. Det gjorde han i hans første periode, men fandt ud af, at det ikke holdt i længden. Siden har han holdt sig til "sikre vindere", hvilket giver god mening. Men når man så hælder sådan et setup ud med badevandet, for ikke i tide at have et nyt klart, tegner der sig et billede af en person, som ikke har lært af egne fejltagelser. Og det kunne jeg af gode grunde ikke vide ville ske, da jeg ønskede ham en livstidskontrakt.
Det sagt er det klart, at selvom man ønsker noget skal holde for evigt, kan man på et tidspunkt ændre holdning. At ændre holdning er heller ikke udtryk for anden sindstilstand, end blot en erkendelse af, at virkeligheden har ændret sig, således at ens holdning til samme også må gøre det.
Og selvfølgelig er det tilladt at ændre holdning. Jeg ser det ikke som et nederlag at tage fejl eller skifte holdning til noget. Jeg ville til gengæld finde det ret utilstrækkeligt, hvis jeg gik og mente, at alt det jeg har ment på et tidspunkt, skulle gælde til evig tid. Jeg mener noget, så længe det jeg mener, giver mening for mig. Hvis jeg bliver mødt med bedre argumenter (for noget andet, end det jeg mener), eller virkeligheden ændrer sig, justerer jeg synet på det givne emne. Så nej, et citat / en holdning forpligter ikke længere, end virkeligheden kan række. Når jeg f.eks, skriver dette (om genansættelsen af Bård Wiggen): "... fordi det er et udtryk for, at Ståle Solbakken trods alt erkender, at han ikke kan alt selv", er det jo netop en erkendelse af, at jeg har taget fejl. Og det er en erkendelse, jeg er glad for, da det kommer FCK til gode. Når jeg stadig har min tvivl om Ståle Solbakkens projekt, hænger det sammen med, at han faktisk har ladet tingene komme så langt ud, som truppens skrøbelige tilstand er et udtryk for. Der har været både rigeligt med tid og muligheder for, at dette ikke skulle ske. Jeg tager det som et tegn på en overvurdering af egne evner, og det er ikke positivt for det, der kan få mig til tasterne, nemlig FCK.