Redigeretons 13. dec 2017
Det er klart, at hvis man kun afhænder og erstatter spillere fra bredden, så kommer man ikke til at vinde mange flere fodboldkampe, end man har gjort her i efteråret. Der skal - minimum - tre nye ind til start-11, og Ståle Solbakken må og skal turde dræbe et par af sine darlings.
Mit konkrete forslag er, at man henter Jesse Joronen i Horsens allerede nu. For det første giver det yderligere kamp om pladsen (Robin Olsen kan trænge til det), for det andet svækker det Horsens, som vi konkurrerer med(!) om at få en plads i mesterskabsslutspillet. Kan vi svække AaB og OB ad den vej, vil det være fint, men jeg ser ingen af deres spillere, som har den kvalitet, der skal give vores start-11 det løft, vi alle ønsker. Ja det skulle da lige være Sten Grytebust, men vi henter ikke to keepere, og nordmanden har formentlig ikke den fysiske statur, man vil gå efter.
Der skal ske ting og sager i forsvaret, og i særdeleshed her, må Ståle Solbakken acceptere at skulle smide yndlinge over bord, enten i form af konkrete spillere (Michael Lüftner f.eks.) eller selve tilgangen til forsvarsspillet. Måske begge dele. Lige nu har vi, blandt de fem, der i sidste ende skal sørge for, at der ikke går mål ind på os, fire spillere, som jeg ikke synes lever op til det ansvar, der bør følge med i at spille fast for FCK.
Robin Olsen laver mange fejl, sådan hele elementære, tekniske fejl, og han kommer fra tid til anden også i ærgerlige situationer, som kunne have været klaret via en bedre kommunikation. Peter Ankersen spiller fint, men han virker ikke som om, han har ham selv med. Han jubler gerne ved scoringer, hvor han selv har haft en fod med, men ellers er det småt med engagementet på den front, og det synes jeg fortæller noget om, hvor lidt/meget den generelle hold- og klubsucces betyder for ham. På samme måde ved mål, der bliver indkasseret. Han ligner ikke én, med mindre han selv har et ansvar, der tænker, at det fandeme skal være løgn.
Denis Vavro er simpelthen ikke klar endnu. Han bliver ofte fanget ude af position, hvor han ikke ved om han skal holde sin plads eller gå på den mand omkring ham, der kan blive farlig. Han har brug for en sæson mere, hvor han kan finde sig til rette. Michael Lüftner er heller ikke klar. Også han kæmper med positionerne og hvad der i den givne situation skal prioriteres, og så har han ikke været god nok med bolden på fødderne og i duellerne. Oven i det kommer så, at han er blevet gjort til forsvarsgeneral, hvilket han slet ikke kan bære. Endnu i hvert fald. Så vi skal hente en højre back (om ikke andet for at få spillet vedkommende ind) og vigtigst; en der trækker i trådende i defensiven, kan gå direkte ind i systemet og kan kommunikere. En leder med de fodboldmæssige egenskaber på plads. Han bliver dyr, men det er, sammen med profilen til angrebet, det vigtigste indkøb her i løbet af vinteren. Andreas Granqvist, Andreas Bjelland, someone. Ja, gerne begge to (eller to tilsvarende) om det kan lade sig gøre.
På midtbanen kommer der formentlig ikke til at ske det helt store, da der er blevet proppet meget på igennem tre vinduer, og da den eksisterende kvalitet (virkelig) burde være tilstrækkelig. Jeg kunne, som visse andre, også godt tænke mig en mere dynamisk midtbanespiller, som er mere aktiv i og omkring boksen, og gerne en, som kan slå en ´åbner´ og skyde udefra. Jeg har hede drømme om Lasse Schöne, fordi han netop kan disse ting og samtidig er han erfaren, en leder og er meget energisk, en udpræget vinder - men vi får ham ikke tilbage til Danmark, han har det fint i Ajax og har boet over halvdelen af sit liv i Holland. Men der må være andre. Jeg tror dog som sagt bare ikke, den position bliver prioriteret. Kan vi få en kant som kan presse Rasmus Falk lidt - Robert Skov f.eks. - vil det være fint.
Angrebet mangler en Andreas Cornelius-erstatning. Ingen i det nuværende setup har den rette profil, og den skal være til stede, for at tingene fungerer. Martin Pusic og Andrija Pavlovic må ud, ind må komme en fyr, som har højden og drøjden med sig (med mindre da vi lige kan finde en ny Dame N´Doye - men det er nok urealistisk, vores scorutingsektor taget i betragtning), og jeg tror stadig ikke helt på Nicklas Bendtner. Jeg tror han kan falde i de københavnske fristelser og jeg tror ikke, han er sulten nok til en opgave, som faktisk kræver ret meget. Men en anden, og ja, selvfølgelig er de da derude.