En af mine gamle fodbold kammerater, har skrevet denne nekrolog over “Baronen”. Baronen nået aldrig at spille nogle kampe for FCK, så umiddelbart har den jo ikke rigtig noget at gøre på denne tråd og så alligevel.....!
De “ældre debattører” får forhåbentlig et smil på læben fra en “svunden tid”, det gjorde jeg i hvert fald....-:)
God fornøjelse !
Forbandet være starten af januar. I 2016 var det Bowie. I år Hans Aabech.
Hvad? Var de ikke lige store? Det kan du edderdylemig tro de var! Næsten i hvert fald. For det er jo lidt som at sammenligne …. ja, musik og fodbold. Hvad man selvfølgelig ikke kan.
Men når vi taler fodbold, var Aabech i min bog den største, danske spiller. Nogensinde.
Og nej. Jeg har ikke glemt alle de tosser, der render rundt på landshold og andre steder i dag, og tror de er pissegode og tjener en hulens mange penge. Men som dybest set alle ligner og opfører sig som robotter (minus Cornelius, forstås).
Aabech var et menneske. På godt og ondt. Han skabte glæde. Men sidenhen også en tristhed.
Han fik mig til at græde af glæde på Næstved Stadion i 1980, da han udlignede til 1-1 to minutter før tid, og fik guldet hjem til KB. Også selvom jeg aldrig så målet live, fordi jeg var sunket sammen i Jägermeister-rus.
Han fik min sidemand på Lyngby Stadion i, var det 83?, til at synke sammen i gråd over skønheden i det mål han scorede fra midtercirklen på en helflugter. Et mål, som kun meget få har set, fordi det var så sindssygt, at kameramanden aldrig fangede det. Og så vildt, at Aabech resten af sæsonen løb og skød på ALT fra alle distancer for at gentage succesen, hvad der måske ikke var verdens bedste idé, når man nu engang var Danmarks bedste på hovedet.
Jeg fik 2 mål i fødselsdagsgave af Aabech, da jeg fyldte 16, og vi mødte ham og resten af KB-spillerne på Storebæltsfærgen på vej til B1909 i Odense. KB vandt 2-0, Aabech scorede begge mål, og løb begge gange ud til banden og råbte ”Det er til dig”, mens han pegede op på mig.
Og så videre. Og så videre.
For i det hele taget. Allerede dengang Aabech var stor, var han en umulighed. En lidt ranglet halvskaldet fyr, der drak lidt øl, måske ikke altid trænede lige hårdt, røg cigaretter – men på trods af det hele bare headede alting ind med pandebrasken igen og igen. Kan godt være man kaldte Hrubesch ”Der Luftmonster”. Men Aabech var bedre.
Aabech fik mig til at elske fodbold, elske KB, og fremfor alt elske følelsen af ”at holde med” i tykt og tyndt (…. og tyndt blev det sågu med tiden at være KB-tilhænger) søndag efter søndag, på stadions overalt i landet.
Det var dengang, der ikke var 800 kampe på TV i weekenden, så man, hvis man ville se fodbold, var nødt til at tage på stadion, hjemme og ude. Hvad vi gjorde – det, der var Danmarks første egentlige fangruppering - for hvem Aabech var den store helt. Og som i øvrigt gav mig mine bedste kammerater, jeg har, den dag i dag.
Aabech er grunden til at jeg stadig står på Nedre C og helst vil se de umulige spillere lykkes (Cornelius) - på trods af, at Aabech egentlig er den diamentrale modsætning til moderne fodbold med al dens pænhed og direktører, der tror det er dem, der er klubben. Uden at forstå, at de blot er forretningen og pengene.
Så jeg gentager: Aabech er i min bog den største, danske fodboldspiller. Nogensinde. Han blev bare født i et forkert årti.
I nutidens moderne fodbold havde han rendt rundt med diamanter i ørerne, haft personlige coaches, der kunne have hjulpet ham lidt med kosten og drikkevarerne. Og måske også lidt finansielle vejledere, der kunne have sagt til ham, at det var en utrolig dårlig ide at købe et værtshus for de optjente fodboldpenge.
Nu gik det som det gik. Og jeg håber, han - på trods af alle genvordighederne, der fulgte sidenhen – vidste og huskede, hvor stor en spiller han var. Netop fordi han var en umulighed og et menneske.
Æret være hans minde.
“Some people believe football is a matter of life and death, I am very disappointed with that attitude. I can assure you it is much, much more important than that.”
Bill Shankly