"Boilesen med 90 solide minutter i midterforsvaret i går. Han er sgu ret vild. Han virker til at være et godt bud på en VM-billet"
- Han bliver udtaget til VM-truppen. Med mindre han bliver skadet selvfølgelig. Han kan stadig udvikle sig på den position (centerforsvarer), jeg synes f.eks. han mangler duelstyrke, både i luften og i sine markeringer, til gengæld har han en god placeringsevne og et godt blik for spillet, som kompenserer for det, men der mangler stadig noget. Med en mere udpræget centerforsvarer som makker, som har styr på sit spil og konceptet - eks. Simon Kjær - tror jeg han ville kunne vokse enormt i rollen. Erik Johansson mistede jeg virkelig meget tro på i denne sæsons start, og dermed også hans evner som ledende skikkelse i forsvaret, derfor tror jeg heller ikke, det er ham, der kan danne sikkert midterforsvar med Nicolai Boilesen. Men jeg kan tage fejl, det er faktisk mere sandsynligt i denne sammenhæng, end så mange andre gange, og det er det, fordi begge spillere er ´fodboldintelligente´, forudseende, gode med bolden på fødderne og rolige i deres indgreb. Hvis der kan opstå noget magi der, og det burde der være muligheder for, er vi godt stillet.
Snakken giver mig minder om pre-season, sidste sommer, jeg kan huske, jeg tænkte (og skrev), at en 4-back-kæde bestående af Peter Ankersen, Erik Johansson, Nicolai Boilesen og Pierre Bengtsson var ganske god, og i hvert fald ville række til superligaen og i en opbygningsfase. Det gjorde den så (overhovedet) ikke. Peter Ankersen lignede - og gør det stadig - en der ikke kunne/kan holde fokus og som samtidig er lad og opgivende i sit udtryk, Erik Johansson fejlede fælt og kunne ikke bære kæden ift. at dirigere den og holde struktur (jeg synes man kunne se i hans blik, at han virkelig var på glatis), og endelig viste Pierre Bengtsson sig at have spillet af som fodboldspiller. Som 29-årig.
Den sidste del, det med Pierre Bengtsson, går over min forstand, og derfor har det heller ikke sat sig fast i mig, at han er helt færdig. Jeg tror tror simpelthen på, at han kan komme i omdrejninger igen. Det må kunne lade sig gøre. Det må det. Peter Ankersen derimod havde jeg luret. Han er en udtalt medgangsspiller og har i tilgift en attitude som et forkælet barn. Han er god, når det går godt, elendig, når det går mindre godt. Han må og skal være fortid i klubben, når næste sæson skydes i gang. Forhåbentlig er Mads Roerslev klar, det kunne være fedt, ellers må vi have en ny. Erik Johansson er et åbent spørgsmål, for det første kan hans skade eller følgeskader stadig drille i en rum tid endnu, for det andet er det ikke sikkert, han kan klædes på til at tage det nødvendige ansvar i forsvaret, om ikke man henter en decideret leder ind, som han kan læne sig op ad.