Redigeretfre 20. jul 2018
"Thorup var til grin, og fyringstruet i starten af sidste sæson. Han overlevet OG vandt endda DM efter et systemskifte. Og de har endda skiftet massere spillere ud. Det kan godt være frustrerende som fan at se vi bare gør det samme kamp efter kamp og at vores nyindkøb stille og rolig falder i niveau (fejl castet mm). Ryst posen!"
- Tja, jeg er da umiddelbart enig med dig i, at der skal noget nytænkning til. Men det helt store problem - og en afgørende forskel fra dit ellers gode eksempel - er, at Ståle Solbakken både er den der sidder på det hele i FCK, og den der tegner klubben udadtil, ham der er kernen af identiteten. Sådan er det ikke i f.eks. FCM. Jess Thorup er ikke FCMs identitet, det er ikke ham der tegner FCM, han sidder ikke med det altafgørende say ift. transferer, han er ikke den som håndplukker trænerteamet alene, han har en relativt begrænset rolle, som han fungerer i med støtte fra et velsmut set-up, der har styr på netop identitet, forretning, scouting og koncept. FCK er der ikke lige nu, og det er stærkt bekymrende, at klubben pt. virker som en tom skal, som holdes i live af den ugentlige begivenhed, kampene er. Ståle Solbakken virker resigneret og ude af stand til at sætte rammerne for klubben, i retning af noget, han definerer - og ingen andre synes tilsyneladende at ville det heller. Det er altså stærkt bekymrende.
"Ståle demotiverer spillerne kolossalt, når han går ud i pressen og hænger dem ud én efter én. Dertil sætter han Ankersen af holdet for at sende et signal, selvom Roerslev slet ikke er opgaven værdig pt. Bashkim blev også sendt op på tribunen under opvarmningen. Det er helt skidt lige nu"
- Ja, det er mildest talt noget møg. Jeg er virkelig pessimistisk ift. FCKs fremtid, både den nære og den fjerne. Bashkim Kadrii er ellers en spiller med en vilje, holdet vil have gavn af. Og han er jo venstrebenet, har tidligere vikarieret som back, så han er vel defensivt klædt på til at kunne køres ind på højrekanten.
Gad vide om Ståle Solbakken føler sig svigtet? Han har haft et nærmest familiært forhold til en del af spillerne, taget dem under hans vinger, og pludselig er de helt væk, Youssef Toutouh er det bedste eksempel. Måske er det derfor, han er så hurtig til at pege i retning af dem (spillerne), ikke kun sig selv, når tingene ikke fungerer.