Jeg erkender hjertens gerne, at mit fokus ift. at se fodbold, er rettet mod seniordelen. Qua min ´daglige´ gang i KB ser jeg nogle ungdomskampe nu og da, det samme gælder for Jong Ajax, som jeg ser et par kampe med om året. Men det er det.
Har dette så en afgørende betydning for, om man kan vurdere en spillers mulighed for at slå igennem, og i særdeleshed på hvilket niveau? Nej, selvfølgelig har det ikke det. Mit bedste eksempel er Dustin Huisman, som i 5-6 år tryllebandt en hel ungdomsafdeling i Amsterdam, som troede, han ville blive den næste Johan Cruyff. Lige indtil Co Adriaanse hev ham op i seniortruppen, så ham spille et par træningskampe og sagde, at han ville kunne dominere enhver ungdomsrække, men aldrig en seniorrække. Folk var i chok, men det holdt stik. Dustin Huisman var f.eks. længder bedre i ungdomsrækkerne end hans holdkammerat, Dwight Tiendalli, som tumlede med den taktiske forståelse og bl.a. derfor aldrig fik chancen på seniorholdet som 16-17-årig, som man ellers har for vane dernede. Men han havde noget andet, som kunne bruges i andre klubber, og han fik en hæderlig, professionel karriere ud af det. I FCK-regi har der også været alskens snakke om ´det næste skud på stammen´, som bare venter på at blive en profil i København, men som alligevel ikke bliver konverteret til seniorprofil i klubben.
Jeg håber, Mads Roeslev kan blive en profil i FCK, men det handler ikke om han får en reel chance. Det handler om, at han skal gribe de muligheder, han får. Og jeg tror dén virkelighed, er den sværeste for folk der sætter sin lid til det de ser i ungdomsrækkerne, at forholde sig til ift. alle de profiler, de må se forsvinde ud i mindre seniorklubber eller seniorrækker. Det problem har vi, der er bedst klædt på i voksenverdenen, ikke.