"For mig at se er det dog ikke vægtningen mellem teknik og fysik, men snarere at selve opbygningen er helt skæv"
- Det mener jeg er to sider af samme sag. Eller måske rettere, at begge dele er rigtigt på samme tid. Ståle Solbakken har, som det nævnes, ikke fundet sin centrale midtbane efter Thomas Delaneys exit. Det kan hænge sammen med mange ting, at de rette spillere ikke har været tilgængelige (personligt køber jeg den ikke, men altså, nu er argumentet ligesom derude), at spillerne ikke har fundet sammen i den dynamik og fælles forståelse, der er nødvendig, at man har valgt et andet udtryk, som også træneren skal finde sig til rette i osv. Uanset hvad, hænger det ikke sammen, og det tror jeg også, Ståle Solbakken ved. Som repos nævnte, er det bekymrende (og befriende på samme tid), at Viktor Fischer - som en stemme for truppen - sætter fingeren på det forhold, at man ikke selv formår at forme kampene. Det er altså ikke godt.
Hvis Ståle Solbakken ikke mener at kunne finde dén centrale midtbanespiller, som kan det, Thomas Delaney kunne for os (som jeg mener er et udtryk for ringe scouting snarere end noget andet), mener jeg han må tage konsekvensen af det, og smide en ekstra mand ind i maskinrummet. Og positionen skal ´stjæles´ fra den forreste kæde. Det nytter ikke noget at blive ved med at forsøge at tale Carlos Zecas præstationer op, til at være dér, hvor de tiltvinger sig kontrollen over området, for det er simpelthen ikke tilfældet. Og det vil netop sige, at vi får svært ved at tage teten i kampene. Det vil også sige, at betingelserne for eksempelvis Robert Skov bliver ringere i åbent spil, hvor han i forvejen ikke har sine stærkeste sider.
Når jeg derfor taler om heftige investeringer i truppen til sommer, er det med en forhåbning om, at der hentes en tung, tung central midtbanespiller, dertil gerne en central forsvarer, som kan tage kampen om en startplads op mod de to vi allerede har dernede (hverken Michael Lüftner eller PapaG holder niveau), samt en angriber, såfremt der ikke skiftes koncept. Altså, Andreas Cornelius kan tilsyneladende ikke få tur i den andre steder end hos os, Nicolai Jørgensen er ofte bænket, ligeså er Kasper Dolberg, fordi Ajax´ træner netop har en fodboldfilosofi, som bygger på et ekstremt aggressivt presspil og evnen til at flytte bolden hurtigt fra et område til et andet, og dertil er Dusan Tadic bare bedre som forreste mand. Nuvel, det er ikke sikkert vi kan komme i nærheden af dem, men vildere ting er trods alt set, og pointen er, at det er spillere af dén kaliber, vi har brug for, uanset hvilket udtryk der søges. Vælges ´teknik-vejen´ har vi som minimum brug for én til midtbanen, som kan det med presspil og med bolden på fødderne, der kræves. Thulani Serero er blevet nævnt herinde, og selvom jeg mener der er brug for en lidt anden fysik, er profilen ikke ramt helt skævt. Dertil en sikring af, at backerne kan det, Peter Ankersen kan, og et alternativ til Dame N´Doye. Sådan en transferøvelse bliver ikke billig.
Det bliver den heller ikke, hvis vi skal tilbage til ´fysik-vejen´, for i det tilfælde skal vi have fat i en central midtbanespiller a la Albin Ekdal. Samme tunge CV, samme profil ift. såvel fysisk pondus som garant for struktur og lederskab, dertil en starter til angrebet, gerne en af de tre ovennævnte, men uanset hvad minimum én fra samme hylde som Andreas Cornelius, som er skræddersyet til ´klassisk Ståle Solbakken koncept´.
"Nu skal vi lige slå koldt vand i blodet. Holdet er inde i en dårlig periode, men vinder stadig"
- Den sang blev også sunget i foråret 2016. For mig handler denne kritik om de perspektiver, der er ved den eksisterende trup, det valgte udtryk på banen. Det er skrøbeligt, og det vil være en pinsel, om man efter et mesterskab til sommer, tømmes for individualister og konceptet ikke kan bære åreladningen, og vi derfra rammer endnu en 17/18-sæson.
"... men jeg synes også at folk skal passe på med at være for pessimistiske. Teknisk, har vi et af de bedste hold vi nogensinde har haft, med Falk central, Fischer til venstre og Wind fremme"
- Altså, det tekniske niveau skal bakkes op af en klar forståelse for presspil og angrebsmønstre, ellers kommer det bare til at se dumt ud. At kunne tage ti på hælen er komplet ligegyldigt, hvis man ligner en hund i et spil kegler når ens område skal dækkes af eller modstanderne skal åbnes. Og vores kanter - eller, i særdeleshed Robert Skov - er i øvrigt ikke gode nok til at sætte første oppasser. Så der er ret meget arbejde i det her, og jeg tror ikke helt på projektet med Ståle Solbakken som træner for det. I så fald skal han i hvert fald alliere sig med en assistent, som har en ´proved record´ indenfor presspillet, samt hente et par tunge profiler ind på spillersiden.