Redigeretman 13. maj 2019
Jeg er også fint tilfreds med Ståle Solbakken som træner i FCK. Nu er han forlænget til 2023, og snakken om hans evner som manager er derfor ligeså relevant, som de var sidste år, og året forinden osv. Ståle Solbakken har sine styrker - han har et godt, skalerbart koncept, han er god i sin mandskabspleje, han er god til at sælge FCK som projekt til transfermål - og han har sine svagheder. Sidstnævnte dækker bl.a. over væsentlige punkter som manager, herunder scoutingsektoren og kapaciteter i trænerteamet som støtter fagligt på områder, hvor han som træner har brug for det.
Det sidste først. Jeg er glad for Jacob Neestrup og Bård Wiggen, som jeg er overbevist om, har været med til at rykke spillerne og holdet i denne sæson. Især aggressiviteten i offensiven har været anderledes ift. tidligere versioner af FCK. Det kan sagtens blive (meget) bedre, f.eks. i presspillet og pasnings- og løbemønstrene så snart man har erobret bolden (fra øverste hylde er Ajax og Liverpool skoleeksempler på effektive evner indenfor dette), men niveauet på bl.a. kanterne er højere nu end tidligere. Og nu har vi så d´herrer Neestrup og Wiggen, og det er naturligvis rigtig fint, mit kritikpunkt er dog (stadig), at Ståle Solbakken i rollen som manager, ikke har udvist tilstrækkelig erkendelse af, at han har brug for markante og fagligt kompetente folk til at udfordre ham i hans virke som træner. Det kan selvfølgelig være, han regnede med at få det, da han hentede Brian Priske, men hverken ham eller en anden Brian, Riemer, kunne støtte ham dér, hvor han ikke er bedst, som f.eks. Bård Wiggen og Petter Wettergren har kunnet. Min anke i det her er, at det er profil(er), som burde være komplet afdækket. Ikke dermed sagt, at et ansættelsesforhold af den grund ikke kan udvikle sig til at blive en fiasko, men det er en lidt anden snak.
Ift. scoutingsektoren, er det her, jeg ser de største udfordringer ved Ståle Solbakken som manager. Apropos snakken om afdækning af profiler, er det ret bekymrende, at der skulle gå så (relativt) mange transfervinduer og så mange forsøg på at finde spillere, som er en styrkelse af holdets akse, som igen er nødvendigt for holdets succes. 3-4 vinduer med at finde centrale spillere til hver kæde, er ikke acceptabelt. Ingen forventer, at man konsekvent kan hente en-til-en-erstatninger, så der er selvfølgelig en tolerance for fejlskud, spørgsmålet er da blot, hvor tærsklen går. I min verden er det ikke et sundhedstegn, at Andreas Bjelland formentlig ikke var havnet i FCK, var han ikke blevet skadet og derfor havde spillet ved VM. Eller at shortlisten til angrebet syntes at være løbet tør for emner, inden Dame N´Doye selv kom og bankede på døren. Igen, jeg anerkender Ståle Solbakkens evner til at sælge ´Projekt FCK´ (som helt sikkert også har været med til at overbevise f.eks. Andreas Bjelland og Carlos Zeca), men 3-4 vinduer med en ret dårlig hitrate på centrale spillere, fortæller om en scoutingsektor, som ikke fungerer på det niveau, den skal. Og det er også Ståle Solbakkens ansvar i rollen som manager.
Begge områder kan spille en betydende rolle i, at bølgedale bliver dybere end nødvendigt, så det er jeg naturligvis - fordi jeg jo holder med FCK - kun interesseret i bliver forbedret, og her har jeg mine tvivl ved Ståle Solbakken. Han er den vigtigste personlighed i FCK, måske nogensinde, og han er ikke bare en kulturbærer, men en kulturskaber, og derfor er jeg selvsagt meget glad for ham. Men det betyder ikke, han er fejlfri, og et par af de fejl, jeg tror han har, har potentiale til at være mere skadende for FCK, end acceptabelt. Det er snakken om, hvor bevidst man er om egne styrker og svagheder. Den snak kan (på et forum som dette) kun tages på det plan, vi oplyses på igennem udtalelser, udtryk, handlinger der kan noteres af os som tilhængere osv., og derfor er det jo også subjektivt, hvad man tolker af samme, men jeg er endnu ikke blevet overbevist om, at han har helt styr på den del.