Jeg har vanskeligt ved at finde optimismen frem mod foråret. Efteråret var pointsmæssigt fint, og vi gik videre i Europa. Bag de europæiske resultater gemmer sig ret ringe præstationer, og det mest imponerende er vel, at sejre over TNS, Riga og Lugano er nok til at spille knock-outkampe efter jul.
Det er da fint at inddrage historikken i sin tilgang til foråret, men mest relevant må være at se på truppen og dens præstationer hidtil. Det viser, at der ikke er ret meget, der fungerer hensigtsmæssigt. Vi har problemer på begge backs, hvor PB for langt fra niveau, og hvor Varela og Bartolec åbenbart deles om spilletid, selv om kroaten har været helt væk.
I begge sider af midtbanen har der været store problemer; Fischer har været helt væk de meste af efteråret i modsatte side har hverken Biel, Daramy eller Holse leveret nævneværdigt.
Den centrale midtbane er afhængig af Zeca; endda langt langt mere end godt er. Falk løber rundt uden slutprodukt, og med så store defensive placeringsvanskeligheder, at det gang på gang har kostet grebet om kampenen.
Stage har primært spillet sidelæns og bagud derinden, mens Mudrazija primært har holdt vores fysiske sektor beskræftiget.
Damen og Winds skader var elendig timing, mens Pieros og Santos har konkurreret om, hvem ville mere mindst ringe som starter. Hidtil har ingen af dem overbevist, andet end de begge er temmelig skidt kørende.
De to eneste åbenbaringer har været Kalle på mål, samt at Sotte faktisk har vist sig at kunne forsvare.
Træningskampe er træningskampe, men hidtil er der ikke tegn på, at Ståle har løst nogle af ovennævnte problemer. Det eneste vi kan konkludere, er at skadeslisten er blevet en smule længere, og vi har den sædvanlig jammerdal af spillere på skånekost.
Even at my lowest, I have always managed to feel contempt for others.