Jeg tror man læser i hvert fald mine indlæg en anelse "sjovt", hvis man får det indtryk, at jeg mener, at det står skidt til i FCK. Sådan, rent sportsligt (for økonomisk står det virkelig skidt til). Mine udbrud skal - selvfølgelig - ikke læses som en utilfredshed over de mange titler vi hiver i land, eller de mange sejre vi også lander. Selvfølgelig ikke. Derimod skal mine indlæg læses i det lys, at FCK har stået med en helt unik position i ikke bare dansk, men skandinavisk fodbold, som på mange måder ikke er blevet forvaltet efter fortjeneste. Altså er det udviklingen snarere end den aktuelle status, jeg, som regel, sigter til.
Jeg synes Ståle har udviklet sig i den rigtige retning som træner. Jeg synes han er blevet mere sikker i sine alternativer og er blevet bedre til at læse kampens udgangspunkt og udvikling - og agere/reagere på samme. Det skal han have stor credit for. Til gengæld har han endnu ikke formået at støbe et offensivt koncept, som holdet kan hvile på. Af samme grund er det også sjældent at vi får sat et vedvarende - og ikke mindst effektivt - tryk på fra kampens start. Og under alle omstændigheder alt, alt for sjældent i forhold til vores kontra modstandernes spillermateriale.
Det er svært at sammenligne med tiden før Hodgson, så de eneste trænere man kan vurdere i forhold til Ståle, er Hans Backe og netop Hodgson. Den første har en del royalister det svært med, fordi han fravalgte FCK og tog imod et, for ham, mere interessant tilbud (Udinese). Men hvis man kigger på udviklingen under ham (han var i FCK i, effektivt, 10-11 mdr.), så er det intet mindre end imponerende, hvad han opnåede. Han brugte 1-2 mdr. på at lære kulturen og truppen at kende, og efterfølgende tabte han stort set ikke. Også spillerne gennemgik en bragende udvikling. Niclas Jensen, Zuma, CP osv. var jo helt andre spillere i sommeren 2001 i forhold til sommeren 2000. Man kan let skyde på Hodgson som en lettere kedelig og meget systemfast træner, som ikke eksperimenterede så meget og som ikke lagde vægt på en bølgende kamp med angreb frem og tilbage. For ham er struktur, de rette spillere i de rette omgivelser med de rette opgaver, det afgørende. Det er også efter den opskrift, at han har haft stor succes i Fulham. Men spillerne så (og ser) ud til at vokse i de ret definerede roller. Og med spillernes individuelle forbedringer, kom også holdets fremgang. Og omvendt.
Hans Backe har stået i spidsen for den bedste periode i FCK (i tiden 2000-nu), nemlig i foråret 2002, hvor holdet næppe har været mere velfungerende (14 kampe, 11-3-0, 33-8), harmonisk og godt spillende. Men det er, ud over titlerne, også nærmest den eneste positive ting der kan hives frem fra hans, ellers ret lange, periode i klubben. Endda en periode hvor organisationen på alle andre punkter buldrede frem. Økonomisk blev vi stærkere og stærkere, tilskuerinteressen voksede massivt og vi kunne vælge og vrage fra de bedste ligaer i Danmark, Sverige og Norge. Alligevel udviklede holdet - og særligt spillerne - sig ikke, og resultaterne blev ikke bedre, hvilket især de internationale kampe blev triste beviser på, hvor han efter Hodgsons forarbejde i efteråret 2001, aldrig formåede at skabe bare ét godt (samlet) resultat. Backe formåede aldrig at finde vejen ud af status quo. Han fik formentlig aldrig defineret problemet. Der skulle da også sportsdirektørens indgriben til (den store udskiftning og den nye profil i sommeren 2005), for at få hjulpet Hans Backe ud af den trænermæssige mudderpøl, hvor han var kørt godt og grundigt fast.
Ståle har ikke været ligeså låst som hverken Backe eller Hodgson, til gengæld har han heller ikke været ligeså sikker i sine "faste" koncepter. Men han er en træner på vej, og jeg tror faktisk at han kan blive ret dygtig, om han får de rette hjælpere på et tidspunkt. Dertil kræver det også en dygtig sportsdirektør, der har bedre og mere klare idéer om, hvad det er, konceptet kræver, og hvilke kvaliteter de enkelte spillere rent faktisk kan byde ind med i forhold til samme.