Selvfølgelig er eksemplet relevant.
Ikke i en snak omkring vores uenighed. Det har du netop selv sagt. Du hviler igen på dine selvmodsigelser.
De to ting kan sagtens fungere simultant.
Men du undlader at forklare hvordan. Sandsynligvis fordi du ikke magter det.
alene det at skrive, man er usikker, er en dokumentation for, at der forefindes usikkerhed
At forklare én måde at dokumentere sin usikkerhed på bortforklarer ikke en anden så du formår ikke rigtigt at sige noget med substans. Det understreger højest unødvendigheden i at bruge andre måder. Som du selv siger, så dokumenterer han sin usikkerhed blot ved at påstå den. Men målet er jo ikke blot at dokumentere den som tilstedeværende. Han ønsker også at dokumentere dens
berettigede tilstedeværelse. Hans usikkerhed ville ikke have en berettiget tilstedeværelse, hvis præmissen bag den ikke kunne dokumenteres. Andet skal man ikke lægge i det.
Når man forstår hvad modparten siger kan man så begynde en berettiget kritik: Hvorfor begynde at bruge stærke ord som "dokumentation" til at retfærdiggøre vage positioner som ingen er uenig i? Vi har alle en hvis grad af berettiget bekymring. Utilfreds bør dokumentere den berettigede
størrelse af sin bekymring og ikke blot bekymringens berettigede tilstedeværelse. Jeg tror det er dét du rent faktisk vil kritisere, men du har gjort det med en stråmand. En genvej. I forsøget på at tage en genvej er du endt i en blindgyde. Du har nu længe haft muligheden for at bakke tilbage og komme på rette kurs. Det kræver bare du bider lidt stolthed i dig og indrømmer du, så at sige, drejede forkert. Eller du kan parkere bilen og håbe inden andre ser du ikke har mere vej at køre på. Jeg anbefaler første mulighed, men det ligner du foretrækker den sidste...