Zanka har været god i et par uger nu, med gårsdagens kamp som sin bedste. Jeg ved ikke hvad, der har drillet ham, men hans tilstedeværelse har ikke været god nok tidligere. Det er den nu. Hvis han er interesseret i at blive i FCK, og det kan hænge sammen økonomisk, synes jeg ikke det er en position der skal gambles yderligere på.
Det er i det hele taget svært at se, hvor det er mest presserende med fornyelse. Ud over på kanten. Og det er det, fordi det er svært at vide, hvad Jess Thorup og PC og alle de andre derinde, egentlig vil med holdet.
Vi kunne godt bruge både en ny højre back og ny venstre back (hvis Boilesen skal spille centralt), men det er frås hvis der kun er plads til 3-4 nye. Vi kunne også godt bruge en ny centerforsvarer, men det kræver formentlig, at Marios og/eller Bjelland smutter, og måske også at Victor Nelsson bliver solgt. Det kunne sidstnævnte også sagtens, endda for et stort beløb, han har spillet sig gevaldigt op og gør det godt på u21-landsholdet. Det vil kunne give plads i truppen til den centerforsvarer der dækker et større område, som PC har talt om. Og så igen, det er der måske alligevel, det kan jo være, Jess Thorup vil spille med tre dernede.
Ny keeper? Ja da, og Grabara og Rønnow er gode bud, men hvis riget fattes penge, er det ikke sikkert, denne plads bliver prioriteret i transferkabalen.
Ny til den centrale midtbane? JMåske, og i så fald én, som kan supplere den eksisterende trup, men evner, den ikke allerede har. Måske en gennembrudsstærk eller skudstærk spiller. Nicolaj Thomsen er fortid og der skal en ny ind. Det kan ligeså godt være en konkurrent som en breddespiller. Også fordi vi formentlig går ind til sidste sæson med Zeca, og Lerager eller Stage kan tænkes at blive prøvet af på 6´eren. Det kan også tænkes, at Pep Biel bliver tænkt ind i det regnestykke, ligesom Rasmus Falk.
Kanterne får helt sikkert en tur. Viktor Fischer har den rette indstilling, men har ikke overbevist. Det har Pep Biel og Daramy heller ikke. Rasmus Falk er lidt bedre på pladsen, simpelthen fordi han er en bedre spiller, men det er heller ikke meget tempo og skud der kommer fra ham. Vi mangler egentlig to, men det er nok mest realistisk, at vi kun henter en.
I angrebet er det et spørgsmål om Jonas Wind bliver solgt. Han får ikke nok ud af det i FCK, men det handler i høj grad om, at der ikke er de rette spillere omkring ham. Jeg er med på, at vi scorer et acceptabelt antal mål, men vi har ikke nok på holdet, som vi kan regne med på den konto. Hvis Jonas Wind fortsat er her i næste sæson, skal han have de omtalte kanter og en bedre afstemt central midtbane omkring sig, for at sætte ekstra ind på sin målkonto. Igen her er det et spørgsmål, hvad man vil med holdet, for hvis der skal spilles med tre i bagkæden, bliver det formentlig med to i angrebet, og da er Wilczek oplagt som makker til Jonas Wind.