Vi spiller ikke godt for tiden, men jeg synes, at fansenes reaktioner er latterlige. Holdet har det svært for tiden og i stedet for at støtte, råber de "Yönetim istifa" og "Mancini istifa". Hjælper det virkelig på problemerne?
Siden Mancini blev ansat, har folk haft noget imod ham. Da Galatasaray var i København, tog jeg hen og så spillerne ved Marriott Hotel. Da Mancini kom ud, råbte fansene "Imparator! Imparator! Imparator Fatiiiih Teriiiiim". Han havde ikke været i klubben længe og alligevel blev han modtaget af fansene på denne måde. Det har langt fra været første gang. Mancini har aldrig fået den støtte, som en træner har brug for og så er det klart, at han ikke er topmotiveret ved at være i klubben. Fansene bør tage sig sammen og give manden en fair chance.
Sidste år spillede vi som en sæk rådne kartofler og vandt alligevel ligaen. Det var virkelig få kampe, hvor vi spillede godt. Forskellen fra i år er, at Fenerbahce og Besiktas er bedre i år.
Så er der typer som Hasan Sas, der blot er til for at provokere og skabe splid. Ifølge ham ville Galatasaray kæmpe om mesterskabet, hvis han og Terim stadig havde været her. Jeg tvivler stærkt på det. Vores trup er simpelthen ikke god nok på nuværende tidspunkt og det er deres fortjeneste. Vi havde heller ikke en prangende start på sæsonen med Terim i roret. Folk glemmer tydeligvis 6-1 nederlaget mod Real Madrid.
Vi har vundet mesterskabet to år i træk og det er naivt at forvente, at vi vinder hvert år. Alle hold vil opleve nedture, men man rejser sig hurtigere med fansene i ryggen. Det er ikke tilfældet her og så længe fansene bliver ved med at svigte, fortsætter vores mareridtsæson.
Det er lettere at få en kamel over en grøft end at få en tåbe til at lytte til fornuft