Redigeretman 23. jul 2012
LVS: Ha ha ha, jamen tusind tak da mester! :-D Nej, det er godt nok ikke meget jeg får skrevet herinde - har haft travlt med at hjælpe til inde på den nye Juve-side (juventusdanmark), og det kombineret med eksaminer, træning og ´real life´, så sætter det sine begrænsninger, he he. :-)
Gusten: "Vi betalte €11M for at købe de 50% af Giovinco, som Parma i sin tid betalte os €3.75M for. Altså kostede det os €7.25M at lade ham udvikle sig til en klart bedre spiller i Parma.
Men det er nu en gang sådan det fungerer. På den måde har de mindre klubber et incitament til at give spilleren masser af spilletid, da det meget vel kan give en økonomisk gevinst i sidste ende. Modsat et lejeophold f.eks."
Vel talt! Delejerskaber er ikke altid heeelt billige, men er ofte pengene værd. Især i en liga som Serie A, hvor der ikke er mange penge at rykke rundt med. Som Gusten så godt skriver det, så har det kostet os 7.25 mio. euro at hente en - i mine øjne - topspiller, som ville have kostet omkring 20 mio. euro, såfremt han var blevet solgt til en udenlandsk storklub.
Glæder mig virkelig til at se, om Seba kan løfte sit niveau endnu højere i Juve igennem den kommende sæson, nu hvor han har en verdensklasse midtbane bag ham, og dygtige folk oppe foran. Det bliver især spændende at se hvordan samspillet imellem ham og den kreative Vucinic kommer til at udfolde sig. :-)
Noget helt andet er imidlertid situationen omkring Jovetic. Dér må jeg godt nok sige, at være meget splittet. Han er et gudsbenådet fodboldtalent, og er fabelagtig både som secunda punta eller wing-forward. Men i min optik er ham og Giovinco lidt for meget den samme spillertype, og med et trekløver oppe foran bestående af "Giovinco - Vucinic - Jovetic", så ville vi ret beset komme til at spille uden nogen decideret "målscorer" i start-11´eren (ej heller i en 3-5-2 med enten "Jovetic - Vucinic" eller "Gio - Vucinic" osv.)
Jovist, de besidder alle tre tekniske kvaliteter og kreativitet af den allerhøjeste kaliber, og der ville blive skabt virkelig, virkelig mange chancer oppe foran med den konstellation. Men, ingen af de tre er derimod udprægede målscorere - kliniske afsluttere - og det var netop tit vores problem sidste sæson: Chancerne blev skabt, men alt for sjældent omsat. Måske det ville være bedre at gå all in på en decideret frontløber, én som virkelig ved hvor målet står, frem for at bruge 25 mio. euro på en mand, hvis kreative spillertype allerede er godt dækket ind på holdet?
Barcelona havde også lidt samme problem i den forgangne sæson. Som min gode ven og all time Barca-fan Frederik sagde til mig så mange gange: "Barcelona spiller i mine øjne verdens bedste fodbold, men nøj hvor er vi hamrende ineffektive foran målet..." Lionel Messi var deres eneste reelle kliniske målscorer sidste sæson igennem, eftersom David Villa var ude med en langtidsskade - og det kunne mærkes. Jeg så rigtig mange af Barcas kampe, og kunne ikke lade være med at tænke på hvordan deres problem sidste sæson også var vores...
Jovist, der er mange elementer i spillet som er vigtige, og "den moderne angriber" skal rumme mange flere facetter i sit spil end hvad tidligere var påkrævet. Men i og med at vi generelt har så høj en work rate på holdet som nu engang er tilfældet - samt en fantastisk balance overall - kunne det så måske ikke tænkes, at vi også ville være i stand til at bære at have en vaskeægte "klassisk" angriber oppe foran, à la Trezeguet, som bare kunne banke dem ind på stribe for os, og ikke koncentrere sig om særlig meget andet?
Jeg tror faktisk lidt, at det er det eneste dette hold mangler, for at blive et 100% bonafide verdensklasse topmandskab. Men hvis folk gerne ser Jovetic i truppen i stedet for eksempelvis en Dzeko, Van Persie osv., så forstår jeg det udemærket, i og med at supertalenter som Jovetic ikke ligefrem hænger på træerne, og ligeledes endnu mere sjældent er transfer-tilgængelige i en sådan grad, som det er tilfældet her. Han har alderen med sig (22 år), og har vist at han kan levere på højeste plan i Serie A på et - med al respekt for Firenze-holdet - middelmådigt mandskab.
Det kunne uomtvisteligt være et spændende tiltag, og særdeles interessant at se hvordan Conte ville få holdet skruet sammen med både Jovetic, Giovinco og Vucinic på holdkortet. Men, dog om Jovetic lige præcist er den type 25 mio. euro-mand, som vi har brug for lige nu, er jeg derimod stærkt i tvivl om. :-)
- It is better to be dead and cool, than alive and uncool!