Begrundelsen for dommen over Giraudo er nu kommet - og den er naturligvis tynd. Kilden er Tuttosport:
TORINO - Sono novanta le pagine che condannano Antonio Giraudo e assolvono i dieci arbitri che, assieme all’ex ad della Juventus, avevano scelto il rito abbreviato per il processo Calciopoli. Le motivazioni sono state depositate lunedì e fra i fogli firmati dal giudice Stanziola della quarta sezione della Corte di Appello di Napoli si possono cercare i perché di una sentenza che aveva lasciato perplessi i più. Se, infatti, tutti gli arbitri venivano assolti, chi consumava le frodi sportive in campo? Nessuno. Perché sostanzialmente la Corte d’Appello si allinea alla giudice Casoria che ha condannato Luciano Moggi nel primo grado del rito ordinario: prove di alterazione del campionato oggetto d’indagine (2004-05) non ce ne sono e i risultati delle partite non sono frutto di manipolazione. Le griglie arbitrali sì. Ed è per questo che Giraudo, considerato «mero partecipante» all’associazione a delinquere creata da Moggi («alla quale dà piena adesione», secondo Stanziola) viene condannato. Il reato di frode sportiva - sempre secondo la Corte d’Appello - si circostanzia nell’aver condizionato la formazione delle griglie attraverso telefonate (effettuate solo da Moggi) e incontri con i designatori (ai quali partecipava anche Giraudo). Il tutto condito dall’ennesimo errore in sede di inchiesta. Sì, perché la frode sportiva contestata a Giraudo è relativa a Juventus-Udinese del 13 febbraio 2005. Moggi «indicò (a Bergamo) una griglia Bertini, Paparesta, Trefoloni, Racalbuto e Rodomonti», scrive il giudice, facendo notare come poi Rodomonti fu l’arbitro. Piccolo - si fa per dire - particolare: Moggi non aveva indicato Rodomonti nella sua cinquina. Quel nome - come si può ascoltare nella telefonata intercettata - fu fatto da Bergamo.
Det understreges altså igen igen, ligesom i dommen over Moggi, at der ikke er bevis for at nogen som helst dommer har favoriseret Juventus og at der ikke er bevis for direkte snyd. Det eneste, som lægger til grund for dommen er, at det menes at Giraudo og Moggi har forsøgt at påvirke "le grigle arbitrali", altså den proces, hvor fem dommere udvælges til hver kamp og der så trækkes lod i blandt dem. Men dette var jo noget, som også andre klubber forsøgte at påvirke, uden at de skulle ned i Serie B!
Det pudsige er så, at den eneste kamp, som man har kunnet forbinde med forsøg på snyd - gennem manipulation af "griglie arbitrali" - er Juventus-Udinese fra februar 2005. Hvorfor er det pudsigt? Jo, fordi Moggi op til kamp intet havde nævnt om, at Rodomonti burde være blandt de fem udvalgte dommere til kampen, men han nævnte andre navne. Men det var jo faktisk Rodomonti, der endte med at dømme kampen Juve-Udinese. Med andre ord fik Moggi IKKE sin vilje. Og alligevel dømmes han og Giraudo for forsøg på at manipulere den kamp.
Jeg kan selvfølgelig godt se, at det ikke var fint, at Moggi forsøgte at påvirke sammensætningen af "griglie arbitrali". Men det var jo kotume i Italien på det tidspunkt, at lederne for diverse fodboldklubber forsøgte at fedte sig ind hos dommerpåsætterne og lokke for at få bestemte dommere til kampene. Det gjorde Inter og Milan f.eks. også. Men der er bare ikke noget bevis for, at forsøget på at påvirke dommersamemnsætningen op til kampene reelt også fik indflydelse på resultaterne på banen. Derfor mener jeg stadig, at det var helt hul i hovedet og dybt urimeligt, at Juventus skulle have en så hård straf i forhold til de andre klubber.
Vi kan godt blive enige om, at Moggis metoder var tvivlsomme. Ligesom Meanis/Gallianis og Facchettis var det. Men det, som Juve-fans som mig er indignerede over, er jo netop forskelsbehandlingen i strafudmålingen. Juve frataget to mesterskaber og sendt i Serie B uden at der findes beviser for at der var snyd i en eneste ligakamp dengang. Mens Milan fik lov at blive i Serie A (de fik kun en symbolsk pointstraf) og Inter slap helt fri. DET finder Juve-fans den dag i dag dybt urimeligt og det er derfor vi kalder sagen Farsopoli.....
I øvrigt blev samtlige ti dommere, der blev dømt i første instans, frifundet i anden instans (jeg tror det var her i december 2012). Og så spørger man naturligvis sig selv, om hvordan kunne Juve dømmes for at have snydt, hvis der ingen villige dommere var til at udføre snyderiet på banen? Nej, vel ;)