Nu hvor mesterskabet næsten er hjemme, sidder jeg nu i de tidlige nattetimer og gør lidt status på sæsonen:
CHAMPIONS LEAGUE
*4-0 hjemme og 1-1 ude (uheldigt) mod de danske mestre FCN
*3-0 hjemme og 2-2 ude mod de regerende CL-vindere Chelsea
*1-1 hjemme og 1-0 ude mod Shakhtar, der har vundet hele 25 ud af 27 kampe i den ukrainske liga i år!
*2-0 hjemme og 3-0 ude mod Celtic, der fører den skotske liga med 15 points ned til nr. 2 og som slog Barcelona hjemme i gruppespillet.
*0-2 hjemme og 0-2 ude mod et Bayern-hold, der i år har været nærmest uhyggeligt stærke. Når de så efterfølgende slår Barcelona 4-0 og bl.a. har slået HSV 9-2, behøver vi vist ikke skamme os....
COPPA ITALIA
*Juve slår Cagliari og Milan ud, for så at tabe lidt uheldigt til Lazio i semifinalen, men efter to tætte kampe, hvor vi lige så godt kunne have vundet. Selvom Lazio stillede i stærkeste opstilling og Juve med 4-5 reserver i begge kampe.
SUPERCOPPA ITALIANA
*Juventus slår Napoli 4-2 efter en spændende og dramatisk kamp i Kina. Flot finale!
SERIE A
*Juve er godt på vej til at genvinde mesterskabet, har med fem runder tilbage hele 11 points forspring til Napoli. Har bedste forsvar og sammen med Roma bedste angreb. Mere kan man dårligt forlange!
Karakter for Juves sæson indtil nu: 8 ud af 10. Fremragende sæson, hvor Juve formentlig henter to trofæer hjem! Eneste minusser er det lidt uheldige nederlag til Lazio i Coppa´en samt det måske unødvendigt store nederlag til Bayern - et nederlag som dog i bagklogskabens klare lys slet ikke var så slemt, som det i første omgang så ud til, når man ser hvordan det gik for Barca i München.
Foreløbige karakterer til de enkelte spillere (efter at sæsonen er helt slut, kan vi tage dem igen, da der de sidste fem kampe immervæk kan tænkes at komme få udsving i karaktererne):
BUFFON 7,5 - bundsolid som altid, dog med et par svipsere (mod Bayern og Sampdoria primært). Med alderen er der blevet længere mellem mirakelredningerne, men der har dog været afgørende redninger i en håndfuld kampe, bl.a., mod Chelsea. Fiorentina, Genoa og Bologna. Sikkerheden og soliditeten er dog blevet hans varemærke mere end de fantastiske reaktioner, som han ikke helt har længere.
STORARI 6,5 kun seks kampe, gjorde det ganske pænt i dem alle, minus den ene.
RUBINHO uden for bedømmelse
BARZAGLI 9 - har holdt et uhyre højt niveau hele sæsonen, ren Cannavarvo!
BONUCCI 8 - bliver bedre og bedre, endnu bedre end sidste år. Færre og færre fejl. Mere og mere blæret og sikker i opspillet.
CHIELLINI 7 - meget solid, vigtigt mål i Napoli! Et par skadespauser trækker dog ned, da det har forhindret ham i at være med hele vejen.
CACERES 7 - ligesom Chiellini en del fraværende, men med solide præstationer, når han endelig har spillet.
LUCIO 5 - fire kampe fik han. Egentlig uden at falde igennem. Men når han viser så svag vilje og bare flyter, fordi han ikke lige spiller så meget, er det indstillingsmæssigt ikke bestået.
MARRONE 6,5 - lidt mere spilletid end sidste år. Har gjort det udmærket i de kampe han har fået. Meget rolig af sin alder.
LICHTSTEINER 7 - han er ikke så god som højre wingback i en 3-5-2 som han er som flad back i 4-4-2. Offensivt ikke god nok. Men han får 7 alligevel, fordi han løber solen sort og altid er garant for en gedigen arbejdsindsats. Et par vigtige mål og assists er det også blevet til.
DE CEGLIE 6 - igen uheldig med skader, han virker lidt skrøbelig. Fik ikke så mange kampe, men i dem han fik klarede han det overordnet pænt, dog uden at imponere.
PELUSO 6,5 - jeg var skeptisk overfor ham. Og det er ikke fordi jeg ser det store lys i ham. Men det må indrømmes, at han immervæk har gjort det fornuftigt i de fleste kampe. Som reserve er han brugbar.
PIRLO 8 - ikke helt så ekstemt højt niveau som sidste år, nok fordi han dels er blevet et år ældre og dels fordi han er blevet meget tæt mandsopdækket i de fleste kampe. Svære arbejdsbetingelser. Men alligevel har han med sit overblik og sin store rutine været afgørende for vores mesterskab (som jeg godt tør sige, at vi vinder). Han har faktisk også scoret flere mål i år end sidste år ;)
MARCHISIO 7,5 - endnu en glimrende sæson for Marchisio. Flere vigtige mål, mange assist. Det trækker dog en smule ned, at han på det sidste har virket træt og brugt og i Bayern-kampene faldt han desværre igennem.
VIDAL 9 - verdensklassespiller! Flest mål, flest assists, flest bolderobringer, måske også flest løbede kilometer. Altmuligmanden der har det hele både hvad angår kvantitet og kvalitet. Han skal ikke sælges, ikke engang for 45 mio! (synd Bayern!!)
POGBA 8 - årets komet. At han var god vidste vi, men ikke SÅ god. Har scoret flere afgørende mål, har et stort overblik og en utrolig fysik og pondus. Måske Helt klart verdens bedste midtbanespiller i sin alder.
ASAMOAH 6,5 - lidt op og ned. Glimrende start, har så siden Africa Cup virket træt og flad. Har dog spillet sig en smule op i de sidste to kampe. Ligger på grænsen til en 7´er.....hvis han opper sig i de sidste fem runder, får han måske 7 når sæsonen er slut.
ISLA 5 - årets største skuffelse. Ja, det er hårdt at være langtidsskadet, men det er skuffende, at det eneste, jeg husker, at han har leveret i år, var oplægget til Vucinic´s 1-1 mål i Parken. Ellers husker jeg INTET fra hans side!
PADOIN 6 - middelmådig arbejdsmand, men selvom han ikke imponerer mig, er han på den anden side heller ikke dårlig. Han spiller næsten altid til middelkarakter, og det er på sin vis også fint at have en så stabil reserve. Man ved hvad man får - men også at han ikke er typen, der kan afgøre en kamp. Derfor 6.
GIACCHERINI 6,5 - meget op og ned, falder af og til ud og er på sine off days decideret dårlig. Andre gange går han amok og spiller brandkampe. En lille finurlig type. Hans mål mod Catania var dog måske årets vigtigste mål...
PEPE uden for bedømmelse (kun én kamp)
BENDTNER 5 - har fået ti kampe i alt, dog kun to hele kampe. Ingen mål, dog altid god arbejdsindsats. Men en angriber bedømmes på mål, så han får kun 5,5 for sin spillemæssige indsats. Når jeg sender ham helt ned på 5, skyldes det, at han skuffede med sin uprofessionelle opførsel udenfor banen...
MATRI 6,5 - laaaaaaang scoringspause, da han så kom igang igen, var han ganske god og ydede et godt bidrag til holdet. Er og bliver en god reserve, men bliver næppe nogensinde en stjerneangriber. Der mangler han lidt talentmæssigt. Men en sympatisk spiller, der altid kæmper for sagen og har en fin målnæse.
BELTRAME uden for bedømmelse (kun én kamp)
QUAGLIARELLA 7 - meget op og ned. Conte ser intet lys i ham, men når han har fået chancen, har målene næsten altid været der. Flere af dem flotte og vigtige. Klart vores farligste angriber. Til tider dog for egoistisk og for meget humørspiller.
GIOVINCO 6,5 - lidt skuffende faktisk. Men enkelte mål har han dog scoret, også et par flotte og underholdningsværdien er ofte høj. Men alt alt for ustabil og sjusker for meget med et hav af boldtab. Indstillingen er dog blevet bedre på det sidste, men så røg han ind i en skade. 6,5 får han dog, da han immervæk har scoret 11 sæsonmål. Ikke helt ringe. Men det burde have været det dobbelte antal!
VUCINIC 7 - humørspiller, meget svingende. Til tider hamrende irriterende, andre gange nærmest genial. Dog vores teknisk bedste angriber. Han har scoret en del afgørende og flotte mål, ligesom Quagliarella. Og derfor får han samme karakter. 7 - god sæson, men heller ikke super.
ANELKA uden for bedømmelse (kun to halve kampe)
Jeg synes, at mange på bold.dk mangler storsind og tolerance. Hvorfor skal folk tales ned til eller kaldes idioter eller vrøvlehoveder, fordi man har en mening som går imod DEM? Ingen har patent på sandheden og der bør være plads til meningsforskelle...