En fin analyse der til en vis grad opsummerer, hvad man i noget længere version kan læse i årsregnskaber og i investorpræsentationer.
Enkelte faktuelle fejl er der dog. Nogle så ubetydelige som, at Milan’s regnskabsår - i modsætning til hvad der står - følger kalenderåret.
Andre mere forstyrrende, som sammenligning mellem indtægterne i sidste års CL kontra dette års EL.
Det giver ikke meget mening at stille samtlige indtægter fra CL op imod dele af de potentielle indtægter fra EL.
Det er således ikke €6,4 mio., der skal sammenlignes med de €21 mio.
Beløbet ligger i stedet et godt stykke på den rigtige side af €10 mio., hvis man også her indberegner andelen af den såkaldte markedspulje.
Analysen af afskrivningerne på spillertruppen forekommer derudover noget mangelfuld.
Ja, der vil muligvis være et fald i dem, men det udelukkende fordi man i så høj grad har lånt sig til spillere. Dermed rykkes beløbene dog blot over på en anden post.
Selv med lånene vil faldet i afskrivninger dog formentlig blive minimalt.
De eneste af de solgte spillere, hvorpå der sidste år måtte foretages nævneværdige afskrivninger, er Diego og Poulsen. I alt lå de i omegnen af €7,5 mio. årligt.
Salget af Diego sker dog med et regnskabsmæssigt tab, hvorfor man kan trække i omegnen €5 mio. fra det beløb, om end de igen posteres andet steds og tilsyneladende kan tilbageskrives til sidste regnskabsår. I så fald skal de midlertidige tal, der er regnet med for sidste år, justeres.
Købene af Krasic, Storari og Martinez, vil i øvrigt give generere afskrivninger, der ligger tæt op af de €7,5 mio.
Derudover kan det undre at Marotta får æren for Molinaro-handlen, da det udelukkende var Secco, der forhandlede aftalen på plads.
Vincere non e importante. E l'unica cosa che conta!
90 anni di Agnelli, una storia di trionfi - Grazie Avvocato