Jeg tror, denne tråd rammer ned i samme sygdom, som har plaget Juventus, og egentlig hele Serie A, i mange år.
Der er selvfølgelig mange faktorer på spil, og det er næsten umuligt at udpege de mest afgørende. Men for mig handler det først og fremmest om ledelse. Ledelse er alfa og omega i moderne virksomheder, og fodboldklubber er i dag netop det: store, komplekse virksomheder.
Jeg har selv spillet computerspil meget som ung og elskede især de narrative spil fra slutningen af 90’erne og 00’erne. I min vennegruppe taler vi tit om, hvordan markedet for historiedrevne spil og originale film er blevet udvandet, erstattet af generiske franchises og multiplayer-spil, der mest fungerer som pengemaskiner. Der findes stadig kreative og modige projekter, men de bliver sjældnere, fordi alt skal tilpasses fokusgrupper og økonomiske kalkuler.
Og her ser jeg en klar parallel til moderne fodbold. Pengene er blevet så enorme, at de klubber, der forstår at navigere det økonomiske spil, får en eksponentiel fordel. Det koster uhyrlige summer at producere både film, spil og fodboldhold på topniveau, og risikoen er tilsvarende større. Jeg læste for eksempel, at GTA 6 forventes at koste omkring 2 milliarder USD at udvikle. Det er grotesk, men det siger noget om, hvor lidt plads der er til fejl. Når man spiller med de beløb, handler alt om at minimere risiko, og kreativitet bliver ofte det første offer.
Serie A er, i mine øjne, fanget i netop den fælde. Andre store ligaer, Premier League, La Liga, Ligue 1, har for længst forstået, hvordan man bygger brands omkring spillets oplevelse, tempo og underholdningsværdi. Serie A virker derimod stadig fanget i sin fortid.
Et lille, men sigende eksempel: Når Serie A laver reklamer for sig selv, viser de billeder af gamle bygninger og smukke byer og selvfølgelig lidt fodbold, men det føles mere som en turistannonce end en sportslig promotion. Men folk ser jo ikke italiensk fodbold for arkitekturen, de vil se passion, intensitet og spilleglæde. Og det er dér, Serie A halter.
Fodbolden i Italien er stadig præget af et taktisk og defensivt fokus, hvor det vigtigste er ikke at tabe. Kampene bliver ofte låste og forudsigelige, og spillet mister sin rytme og spontanitet. Selv når et hold har succes, bygger det oftest på struktur og fysik frem for kreativitet. Det gør det svært at skabe de 90 minutter, der virkelig fænger et publikum.
På klubniveau er Juventus det klareste eksempel. Efter forsøget på at “lege med de store” gennem købet af Ronaldo gik det op for ledelsen, hvor dyrt det faktisk er at konkurrere økonomisk med Premier League og Real Madrid. I England kan klubberne tåle at tabe penge, fordi deres brandværdi og tv-indtægter er eksploderet det seneste årti. I Tyskland holder 50+1-reglen systemet stabilt, i Frankrig har PSG kapitaliseret på landets talentmasse, og i Spanien har man forfinet en spillestil, der bygger på tempo og kombinationer.
Italien står tilbage, fanget i sin egen tradition. De producerer færre dynamiske midtbanespillere og hænger fast i et taktisk mindset, hvor glæden ved selve spillet er trådt i baggrunden. Juventus har forsøgt at forny sig med trænere, der ville spille mere flydende fodbold, men kulturen stikker dybere end som så. Når alt omkring klubben stadig er defineret af taktik, resultater og risikoaversitet, er det næsten umuligt for en træner at ændre identiteten.
Derfor mener jeg ikke, Juventus’ problemer står alene, de afspejler hele Serie A’s situation. Selv stadionoplevelsen vidner om det: mange kampe spilles på nedslidte arenaer med atletikbaner omkring banen, hvilket dræber stemningen.
Jeg håber, at Italien snart genopfinder sin fodboldidentitet, både sportsligt og kulturelt. At de begynder at se fodbold ikke kun som et resultatspil, men som oplevelse, rytme og skønhed. For så længe Serie A promoverer sig med billeder af Firenze og Milano i stedet for passionen på banen, vil de blive stående i fortiden.
Jeg håber inderligt, at Juventus kan bryde den cirkel. Måske er jeg naiv – men jeg er optimist af natur.