Snak

En skam, hvis det ikke lykkes Juventus, at komme i CL.

Der er behov for en stærk top, hvis ligaen skal udvikle sig, og Juventus skal selvfølgelig være en del af det felt.

Hvis man nogensinde skal se noget positivt i det her, er det et spinkelt håb om at nogen indser der er noget galt, og rent faktisk gør noget ved det.

Alle ved at problemet er ledelsen, men at forvente at ledelsen fyrer sig selv, er nok ikke videre realistisk. Ergo sker der intet, der rent faktisk vil ændre noget af betydning.

Vil lige præcise at jeg på ingen måde anser det for realistisk, st der bliver set indad og taget ansvar. Men håber om at det kunne ske vil jeg holde fast i.

Det hjælper heller ikke at have en træner der kommer med følgende udtalelse: "Juventus must always aim for the Champions League, but at least we´re in the Europa League"

Man kan ikke vinde noget med sådan en taber ved roret. Men igen, endnu et tegn på hvor elendig en top ledelse klubben har, at man vælger at forlænge kontrakten med træneren inden mindste målet for sæsonen er i hus. Til en løn på €5-6mio om året. Flot arbejde.

Det her handler ikke længere bare om træneren. Det er næsten for nemt at pege på Spalletti og sige, at han er problemet. Fem trænere på syv sæsoner har forsøgt at vende skuden, og ingen af dem har for alvor formået det. På et tidspunkt må vi stoppe med at pege på manden på sidelinjen og begynde at kigge på selve klubben.

For Juventus har et langt større problem end formationer, startopstillinger og udskiftninger.

Vi køber spillere dyrt, men næsten ingen bliver bedre af at komme til klubben. Tværtimod. Spillere, som vi ved har kvalitet, mister selvtillid, rytme og identitet, når de trækker den sort-hvide trøje over hovedet. Det er, som om Juventus ikke længere løfter spillere, de dræner dem.

DV er bedre end det, han viser i Juve. Det ved alle. Koopmeiners var en af Serie A’s mest intelligente og komplette midtbanespillere i Atalanta, men i Juventus har han stort set ikke ramt det niveau én eneste gang. Og nu ser vi endda tegn på, at Yildiz, en af de få spillere, der skulle være symbolet på fremtiden, også begynder at gå i stå.

Det er ikke normalt. Det er ikke tilfældigt. Det er et symptom.

Derfor er det ikke nok at hente endnu en træner og håbe, at han finder en magisk løsning. Juventus har brug for en total gentænkning af hele måden, man bygger et hold på. Fundamentet er råddent, og man kan ikke bygge noget stærkt oven på noget, der allerede er ved at falde sammen.

Det vil gøre ondt. Det vil måske koste to-tre sæsoner. Men hvad er alternativet? Endnu en dyr sommer? Endnu en træner, der skal redde et projekt, han ikke selv har fået lov at forme? Endnu en gruppe spillere, der hverken passer sammen taktisk, mentalt eller økonomisk?

Sandheden er, at der stort set ikke er mange spillere i den nuværende trup, man reelt kan bygge videre på. Måske én. Måske to. Resten har brug for at komme videre og Juventus har brug for at komme videre fra dem.

Det var netop nu, Juventus skulle have smidt alt efter en Jürgen Klopp-type. Ikke bare en træner, men en arkitekt. En mand, der kan skabe en rød tråd fra førsteholdet og ned gennem hele klubben. Det gjorde han i Dortmund. Det gjorde han i Liverpool. Han byggede ikke bare hold han byggede identitet.

Og det er præcis det, Juventus mangler.

Væk med den klassiske sportsdirektør-tankegang, hvor man køber navne, muligheder og panikløsninger. Giv den rette manager reel indflydelse på transfermarkedet, så der endelig bliver hentet spillere med en klar idé bag. Ikke bare fordi de er tilgængelige. Ikke bare fordi de engang var gode. Ikke bare fordi de har et stort navn.

Når pengene er små, skal Juventus stoppe med at opføre sig, som om man stadig kan købe sig ud af problemerne. Klubben skal satse yngre, klogere og mere modigt. Hellere hente spillere, der passer til projektet, end endnu en dyr profil på høj løn, som aldrig leverer den værdi, man betaler for.

Hvilke spillere? For en sæson siden ville jeg have sagt Leoni og Calafiori. Den type handler burde Juventus have været først på. Italienske profiler med fremtid, personlighed og udviklingspotentiale. De burde ikke være endt i England. De burde være endt i Torino.

Og samtidig skal klubben begynde at tage sine egne talenter alvorligt. Ikke bare tale om fremtiden, men faktisk give den minutter. Elimoghale, Pagnucco og Pugno skal tættere på førsteholdet. Ikke nødvendigvis som faste startere fra dag ét, men som spillere, der langsomt får ansvar, indhop og plads til at vokse.

Hvis Juventus virkelig vil bygge noget nyt, må klubben også turde leve med de fejl, der følger med unge spillere. For lige nu lever vi alligevel med fejlene fra dyre spillere, dyre lønninger og dyre beslutninger.

Der er vel heller ingen der siger det kun handler om træneren? Men det handler også om træneren.
Og i min bog er det fyrringsgrund i sig selv, at komme med den slags udtalelser, som Juventus træner.

Spalletti siger det, fordi han er en bedre menneskekender end dig. Det er tydeligt, at truppen er mærket af de sidste 4-5 års kaotiske forhold, og det har sat sig i kulturen og identiteten – eller manglen på samme. Det spillerne har brug for at høre lige nu, er positive ting: optimisme, tro og noget at kæmpe for igen. De har ikke brug for at blive ydmyget yderligere, hvilket de allerede bliver mindet om dagligt, fordi de ikke er gode nok.

Men dybest set er det ikke deres skyld. De gør, hvad de kan. Det, de har evner til. Fejlen ligger i den sportslige ledelse, som gennem de sidste 5-6-7 år har kørt på overlevelse og manglet en reel sportslig strategi. Der mangler et sammenhængende, strategisk overblik. Hvilken spillestil skal Juventus egentlig have? Det overordnede taktiske overblik gik tabt, og det begyndte med Paratici og Agnelli. Jeg kan se, at mange er blevet nostalgiske omkring Agnelli, men de glemmer vist, at det hele begyndte at gå i stå under ham.

De brugte penge for at overbevise verden om, at Juventus stadig var en storklub, men mistede kontakten med, hvad der egentlig gør en storklub til en storklub. Ronaldo er den tydeligste markør på det. Der blev brugt langt flere penge, end hvad der var sundt for helheden, og selvom Ronaldo leverede gode præstationer, skete det på bekostning af muligheden for at opbygge et hold omkring ham.

Kulusevski blev købt for jeg ved ikke hvor mange millioner efter 22 gode kampe. Det samme med Vlahovic. Det kunne aldrig gå hurtigt nok. Det virkede aldrig som om, der sad nogen i den sportslige ledelse og spurgte sig selv: “Supplerer de her typer egentlig hinanden? Hvorfor præsterer de i deres respektive klubber? Har vi overhovedet brug for de kvaliteter?” Det handlede mest af alt om ikke at tabe ansigt. Storklubben Juventus skulle for enhver pris købe de “bedste” og mest lovende spillere.

Problemet er bare, at uden en rød tråd ender du med spillertyper, der passer til en helt anden spillestil eller ikke komplementerer hinanden. Der blev ikke taget højde for, hvor der var brug for fart, teknik, overblik eller tempo. Det hele blev bare blandet sammen, simpelthen fordi der manglede fodboldindsigt i den sportslige ledelse.

Den dynamik har været gennemgående helt frem til i dag, hvor man endnu en gang har hentet typer ind, som overhovedet ikke supplerer hinanden. Selv Koopmeiners skal vi huske spillede i et helt andet system i Atalanta. Tiden er bare forbi, hvor man kan købe “en god spiller” og forvente plug-and-play. Fodbold er blevet alt for forfinet til det. Det handler om relationer, tempo og struktur.

Mængden af spillere som Lamine Yamal, der bare kan drible fem mand og lave et vidunderligt assist, er markant mindre. Til gengæld er mængden af fodboldintelligente spillere, der ved hvordan man forsvarer, arbejder sammen og tænker hurtigere end modstanderen, steget enormt. Derfor er det vigtigere end nogensinde før, at en sportslig ledelse har en dyb indsigt i spilsystemer.

Hvad har en type som Yildiz brug for? Hvad supplerer ham bedst? Hvordan giver vi ham de bedste betingelser? Hvilke positioner skal true med fart, og hvilke med teknik? Hvordan skal den spilstyrende figur se ud? Der er så mange små detaljer, som en sportslig ledelse skal have overblik over og være i tæt dialog omkring. I virkeligheden er det ikke så kompliceret, men det kræver talent og evner.

Alt det vi ser i Juventus lige nu – spillerne, resultaterne, kaosset – er et resultat af manglen på netop det.

Se bare på Como, hvor Cesc Fàbregas får en ung, talentfuld midtbanespiller og bygger hele projektet op omkring ham, fordi han ved præcis, hvad han vil have. Han ved, hvilke kvaliteter han søger, og han skaber et hold, der elsker at have bolden og flytte den smukt rundt. Jeg under Como alt det bedste, fordi de viser italiensk fodbold præcis, hvor og hvorfor de fejler. De viser, hvorfor Juventus sejler, og hvorfor den lille perle stråler.

Jeg håber inderligt, at nogen får kommunikeret det her til Elkann, for i virkeligheden er det jo det eneste, han skal kunne. Han skal ansætte en ledelse, der kan give svar på de her spørgsmål. Realistiske svar på, hvordan man kommer derhen, og hvordan man opretholder det. Det er for helvede ikke så svært.

Til sidst vil jeg bare komme med en pointe om Locatelli. Jeg har gennem 4-5 år været stærkt kritisk over for ham, og jeg fatter simpelthen ikke, at han ikke får mere kritik, end han gør. Ja, han kæmper enormt meget. Ja, han laver nogle flotte diagonalafleveringer en gang imellem. Men for helvede, hvor tager han meget tempo ud af Juventus’ spil. Så mange boldberøringer. Så langsom på bolden.

Det er ikke tilfældigt, at Juventus’ midtbane har været rædderlig i så mange år, mens han har været en central del af den. Og gudhjælpemig var han der også, da Italien ikke kvalificerede sig til VM. Kan I virkelig ikke se det dernede i Italien? Kan I ikke se, at Juventus’ midtbane altid vil være mere kampplads end storklubsmidtbane, så længe han er der? (Tilføjelse: Som i øvrigt også blev købt alt for hurtigt efter nogle gode præstationer i et helt andet system i Sassuolo)

Det gør ærligt talt ondt at tænke på. Især fordi han lige har forlænget.

Spalletti siger det, fordi han er en bedre menneskekender end dig. Det er tydeligt, at truppen er mærket af de sidste 4-5 års kaotiske forhold, og det har sat sig i kulturen og identiteten – eller manglen på samme. Det spillerne har brug for at høre lige nu, er positive ting: optimisme, tro og noget at kæmpe for igen. De har ikke brug for at blive ydmyget yderligere, hvilket de allerede bliver mindet om dagligt, fordi de ikke er gode nok.

Det handler ikke om at være menneskekender eller ej, det handler om at opbygge/opretholde en vinderkultur i klubben og på holdet, og det gør man ikke ved at komme med den slags udtalelser. Så hellere slet ingenting sige, end den slags dumheder.

Tror ikke, at du er alene med din skepsis omkring Locatelli. Jeg ved godt, at man kom i stiv modvind for manglende Loca kærlighed for et par år siden, men udover hans store iver og kærlighed til klubben, tror jeg de fleste kan se hans begrænsinger.

Jeg er herudover enig omkring manglende strategi forklubben. Jeg er ikke sikker på, at vi skal have et fastlåst spille system. Jeg ser gerne at vi har lidt valgmuligheder. Herudover skal ting som spilforståelse, teknik og vinder mentalitet være minimums krav for at spille i klubben. Det skal fremelskes hos ungdommen og være tilstede når vi køber.

Som med Gatti og Locatelli osv., er det fint at have meget af den ene dyd, men man kan ikke bære trøjen uden at mestre alle 3. Lige meget hvem vi møder, vil manglende evner indenfor de 3 felter blive hurtigt udstillet.

Det handler ikke om at være menneskekender eller ej, det handler om at opbygge/opretholde en vinderkultur i klubben og på holdet, og det gør man ikke ved at komme med den slags udtalelser. Så hellere slet ingenting sige, end den slags dumheder.

Det har i høj grad med at være menneskekender at gøre. Grunden til at spillerne gang på gang igennem de sidste fire år er faldet igennem i de her vigtige kampe, er fordi der ikke er meget vinderkultur tilbage i klubben, kun arven og kravet om at vinde, som ligger et enormt pres på spillerne, hvilket de har svært ved at ryste af sig. Det er derfor spillerne nogle gange ligner kegler eller en flok U13-spillere som ikke helt ved hvad de skal gøre især i de vigtige kampe. Det har samtlige 5-6 trænere erkendt. De har mistet modet og troen. Der er kun presset tilbage. De bliver afklædt foran millioner af øjne. Det er ikke sjovt og det sætter sig i folk uanset hvor professionelle de er. Vinderkultur kommer af at vinde, ikke af hvad man ikke siger. Men tro hvad du vil.