Snak

Fiorentina had not conquered Juventus on their travels since May 15, 1988, when Roberto Baggio and Alberto Di Chiara secured a 2-1 result. It was followed by 14 defeats and just four draws. In fact, the Viola hadn’t beaten the Bianconeri home or away since Gabriel Batistuta’s lone strike on December 13, 1998.

Husker det som igaar, paa trods af jeg blev noget vissen efter kampen i Firenze´s gader.

Igen lykkes det Ranieri, at brillere med nogle mærkværdige dispositioner, og jeg begynder at blive en anelse betænkelig ved, hvorvidt han vitterligt er en mand for fremtiden.

He he

Tinkerman, som Soldatino ville have på landstrænerposten.

Var det ikke set i forhold til hvad der var til rådighed på daværende tidspunkt? At foretrække Raineri frem for Donadoni er vel trods alt ikke en specielt unik holdning.

Hvad Raineri har præsteret med Juve i denne sæson hidtil, er da tæt på exceptionelt.

Ikke unik måske, men heller ikke fornuftig. Manden er jo til grin i England og Spanien.

Jeg føler mig i øvrigt ikke sikker på, at andre med den trup og de midler til vinterindkøb ikke ville have kunnet gøre det nok så godt.

Donadoni var i øvrigt et oplagt valg til en post-calciopoli-post-VM-landstræner, imo.

En up-and-coming mand med stor erfaring og pondus som spiller og hvis taktiske udgangspunkt ligger ret tæt på Lippis.

Raineri er kongen ! basta-

Vigtig sejr, der godt nok endte med at blive dyr, med tanke på de gule kort til Camo og Zebina, der betyder at de ikke er med mod Napoli. At Zanetti så også udgik med en skade, gør ikke det hele bedre.
Super kamp af Grygera der selv scorede det første mål på et drømme hug, og senere lagde op til Trez, med en tunnel på Criscito.
Jeg er også imponeret over Momo, der virkelig har gjort det godt, med nogle super tacklinger og generelt rigtigt stabilt spil.
Napoli kampen bliver en gyser, når vi nu igen skal trækkes med elendige Molinaro på venstreback, og sikkert også Nocerino på midten. ØV!!

Lidt ærgerligt idet et nederlag havde gjort vores lille væddemål mere åbent.

En vigtig sejr, men jeg er nu endnu ikke synderligt imponeret af Momo.

Han udviser ganske vist en forbilledlig fightervilje, men hans aggressive spillestil har desværre den ulempe, at den ofte fører et tidligt gult kort med sig. Problemet er, at han efter at have modtaget sin nærmest obligatoriske advarsler stort set ikke tør gå ind i en tackling af frygt for at få endnu en. Isoleret set har det selvfølgelig den fordel, at han undgår at blive vist ud, men han skulle meget gerne snart lære at afpasse sin spillestil, så han ikke nær så ofte havner i den situation. Det er altså begrænset, hvad han tilfører, når hans tacklingsrate falder.
Pasningsspillet er således fortsat noget under standard, ligesom hans positioneringsevner lader en del tilbage at ønske. Han er dog fortsat ung, men jeg er altså ikke solgt endnu.

Hvis der skulle være hold i meldingerne om at Zanetti må sidde udenfor i halvdelen af de resterende kampe, så ser det altså ikke specielt godt ud på den centrale midtbane. Hverken Momo eller Nocerino er som jeg ser det klar til at indtage hans rolle.

Når man så tilføjer Camoranesi og Nedved til ligningen, får man vel alt i alt noget der minder om den taktisk mindst disciplinerede midtbanekonstellation i italiensk fodbold.

Udover Grygera’s første halvleg, hvor han på alle måder overraskede mig positivt i en ellers uvant rolle, så var det også opløftende at se Trezegol, der efter sit mål var som forvandlet. Pludselig begyndte han igen -som det også var tilfældet i begyndelsen af sæsonen og i perioder af Serie B-sæsonen - at gå helhjertet ind i presspillet. Det er altså et vigtigt aspekt at få med, og han skulle derfor meget gerne holde stilen i de kommende kampe.