Så de tager det virkelig seriøst i England, og det starter tidligt med den professionelle tilgang. Virkelig interessant og noget vi godt kunne lære af i DK, så de unge spillere herhjemme får lært den professionelle tilgang helt fra barnsben af, selvom man selvfølgelig også skal huske på hyggen, når de er så unge, da mange begynder til fodbold på grund af det sociale i starten.
Måske lidt for seriøst. Der har desværre været eksempler i Manchester City, hvor en ung dreng ved navn Jeremy Wisten tog sit eget liv, da klubben frigjorde ham. Han hang sig selv som 18-årig. Matthew Langton er endnu et grusomt eksempel, han hoppede i sin egen død efter at have kæmpet med mentale problemer ovenpå en mislykket fodbolddrøm i en række forskellige professionelle klubber. Der var også en pige, igen Citys akademi desværre, som tog sit liv, men de nærmere detaljer forblev private. Samt der kørte en dokumentar om en Newcastle akademidreng, der havde forsøgt at tage sit liv.
Trent startede jo netop en fond og et sted, hvor de her unge mennesker, der får knust deres drøm kan søge hen for at få støtte i deres videre færd. Det er koldt og kalkuleret, hvis det YNWA skriver passer. Det bryder jeg mig ikke om!
I USA ser man også for mange eksempler på unge atleter, der forsøger at tage sit eget liv, piger såvel som drenge. Der har været flere eksempler de seneste år som har skyldtes, at det at skulle leve op til så mange krav om professionalisme har gjort, at de ikke kunne klare presset og ikke har set anden udvej eller hjælp til at få styr på den hårde hverdag med evigt pres.
Så jeg deler ikke en eventuel holdning om, at vi skal skele til England. Vi har et sundt system herhjemme, har jeg erfaret på egen krop, og vi skal fortsætte med at tage hånd om de unge og så skal fodbold have lov at være sjovt samtidig med, at det også er seriøst og vi skal fortsætte med at hjælpe dem videre, hvis de får knust deres drøm. Der hvor jeg har været, er det hele tiden vigtigt at gøre de unge opmærksom på, at de skal have noget at falde tilbage på, de skal passe deres skole, de skal overveje om fodbold er det vigtigste i deres liv og de skal ville det, for det er tidligt op om morgen og styrketræne når de andre skoleelever sover og så er det til træning efter skole, samtidig med at skolen og lektier stadig skal passes, også selvom der er kamp på den anden side af landet og de går glip af fester med vennerne og fødselsdage med familien. Derfor SKAL fodbold stadig være sjovt.
Det kan i øvrigt ikke passe, at jeg nu mere end en gang har oplevet forældre få afbrudt miniputkampe, fordi de har raset af dommerne og er gået ind på banen for at true ham eller råbt alskens ord efter andre små børn og i særdeleshed også deres egne børn.
Der hvor man til gengæld kunne ændre i tingene, det er hvis man sætter Martin Hansens oplevelse som akademidreng i Liverpool overfor Steven Gerrards. Martin beskriver i sin biografi, at de tjente så mange penge og ikke vidste, hvad de skulle bruge dem på, at de fornøjede sig med at klippe hinandens tøj i stykker i omklædningsrummet og brænde resten af månedslønnen af i byen som lukkede dem ind på diskotekerne, selvom de var under 18. De behøver slet ikke tjene den slags penge i så ung en alder. Gerrard fortæller omvendt i sin biografi, at han og Carragher og alle de andre akademidrenge blev sat til at vaske gulv og badeværelser og rense førsteholdets støvler samt deres træningstøj, det var før akademiet flyttede til Kirkby.